Kontant AaB-stopper: - Vi kan ikke være tilfredse med uafgjort
Rasmus Thelander ser frem til at blive udfordret lidt ud over det sædvanlige, når AaB skal til Haderslev for at spille topkamp mod Sønderjyske

Rasmus Thelander ser frem til topopgøret mod Sønderjyske i Haderslev. Arkivfoto: Henrik Bo
AaB's erfarne midterforsvarer Rasmus Thelander ser frem til at besøge Haderslev. Det bliver én af AaB's vigtigste kampe i sæsonen mod et hold, der ser ud til at være bejler til oprykning. AaB er fortsat ubesejret i 1. division, mens Sønderjyske har lidt et enkelt nederlag til Fredericia FC på hjemmebane.
- På papiret er Sønderjyske nok det stærkeste hold indtil videre. Men jeg glæder mig og ser frem til at se, hvor vi står i forhold til dem, siger Rasmus Thelander.
Sønderjyske har vist sig som et stærkt hold med hurtige offensive spillere som Peter Buch Christiansen, Mads Agger og Kristall Ingason.
Sønderjyske mod AaB
- AaB må igen klare sig uden midtbanespilleren Pedro Ferreira, der afsoner den sidste af sine to karantænedage efter udvisningen mod Hillerød 27. august.
- Der er kampstart på Sydbank Park klokken 19. Kampen kan ses på Viaplay eller følges i livebloggen på nordjyske.dk.

Det er ikke første gang, at Rasmus Thelander møder Sønderjyske på udebane i Haderslev. Arkivfoto: Claus Søndberg
I seneste kamp spillede AaB med en tre-back-kæde mod Kolding IF, og måske er det en vigtig brik i forhold til at cementere førstepladsen.
- Vi har spillet med tre i forsvaret de seneste par kampe, men jeg synes, at vi kan begge dele. Vi har forberedt os på, hvad de er gode til, og hvad Sønderjyskes udfordringer er. Men vi har mest fokus på os selv og har stor respekt for dem. Hvis vi gør det, vi skal gøre, så skal det være nok til at slå Sønderjyske, fortæller Rasmus Thelander.
Efter flere stærke præstationer, blandt andet en 2-1-sejr ude over Hobro, måtte Sønderjyske nøjes med 2-2 mod Hillerød i den seneste kamp. Faktisk var sønderjyderne bagud 0-2, inden et sent comeback sikrede et point. Det betyder, at AaB lige nu er tre point foran Sønderjyske inden fredagens topbrag.
En god mavefornemmelse
AaB har vundet alle kampe på nær et par uafgjorte resultater mod FC Helsingør og Næstved. På trods af de gode resultater har spillet ikke set prangende ud, og det er noget som nordjyderne arbejder på at forbedre under de daglige træningspas på Hornevej.
- Jeg kan få øje på mange ting, vi ønsker at forbedre. Men jeg kan også få øje på mange positive ting, og jeg synes, at de to seneste præstationer i kampene har været solide. Så jeg har en god mavefornemmelse, siger Rasmus Thelander.
Én af de facetter i spillet som den erfarne forsvarsspiller fremhæver, er AaB's evne til at omstille sig, når holdet mister bolden.
- Vi har været meget på bolden i den her række. Så vi har arbejdet meget med, hvordan vi står, når vi mister bolden. Det er vigtigt, at vi står rigtigt positioneret i vores såkaldte restforsvar. Ydermere skal vi være skarpe, når vi generobrer bolden, skal vi spille hurtigt og have kvaliteterne til at skabe chancer, fortæller han.

Rasmus Thelander mener ikke, at AaB kan se sig tilfreds med uafgjort mod Sønderjyske på udebane. Arkivfoto: Lars Pauli
Fredagens møde med en superliga-bejler bliver efter alt at dømme en styrkeprøve for AaB's tophold, men trods udebane og en vanskelig modstander går AaB ikke på kompromis med forventningerne til kampen.
- Vi kan på ingen måde være tilfredse med uafgjort. Vi skal have tre point i alle kampe, og det skal vi også være gode nok til, synes jeg. Nu har jeg spillet i Haderslev mange gange. For mig spiller publikum ikke nogen rolle, men jeg har respekt for det hold, som jeg synes har gjort det godt, siger AaB-forsvareren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.