Landsretten afviser at se på konkurs i Jammerbugt FC - der mangler 750 kroner

En manglende betaling gør, at Vestre Landsret ikke vil behandle konkurssagen fra Jammerbugt.

Klaus-Dieter Müller har ikke betalt 750 i kæreafgift.  <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Klaus-Dieter Müller har ikke betalt 750 i kæreafgift.  Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Meget sigende for konkursen i Jammerbugt FC er det en lovet indbetaling fra klubejer Klaus-Dieter Müller, der gør, at landretten nu har afvist at behandle sagen.

Den tyske klubejer havde kæret konkursbegæringen - som blev afsagt i Retten i Hjørring den 22. august - til landsretten, men har ikke indbetalt kæreafgift på 750 kroner.

- Onsdag eftermiddag modtog jeg et udskrift fra retsbogen, hvor det fremgår, at afgiften på 750 kroner ikke er indbetalt, og derfor afviser landsretten at se på sagen, siger advokat Palle Møller Jørgensen fra Advokaterne Amtmandstoften, der er indsat som kurator i konkursboet.

Dermed ser det ud til, at konkursen mod Jammerbugt FC er uigenkaldelig.

- I princippet kan ejeren indbetale de 750 kroner, og så kan landsretten alligevel vælge at tage sagen op. Men for at afværge konkursen skal landretten så omgøre byrettens afgørelse. Endelig kan ejeren også indbetale de penge, der skyldes, og så vil konkursen blive annulleret, siger Palle Møller Jørgensen.

Han vurderer dog chancerne, for at der kommer nogle penge, som små.

Derfor fortsætter advokaten med at gøre konkursboet op.

Det er Spillerforeningen, der har begæret Jammerbugt FC konkurs, da der manglede at blive udbetale løn til en række spillere.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Klaus-Dieter Müller.

Jammerbugt FC er som følge af et konkursdekret blevet taberdømt 0-3 i sæsonens resterende kampe i 2. division og rykker to rækker ned. Det betyder, at holdet fra næste sæson kan spille i Jyllandsserien.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden