Hobro IK

Lettelse i Hobro efter vital sejr: - Det er arbejdspladser, der er på spil for os

Vigtigheden af torsdagens sejr over Fremad Amager var ikke til at tage fejl af for Hobro IK

Hobro IK-tilhængerne fik torsdag endelig en sejr. Arkivfoto: Martin Damgård

Hobro IK-tilhængerne fik torsdag endelig en sejr. Arkivfoto: Martin Damgård

FODBOLD:En sten faldt fra Michael Krygers hjerte, da Hobro IK torsdag slog Fremad Amager med 2-0 og dermed lagde seks points afstand til nedrykningsstregen.

Sejren var nemlig Hobros første i 2021 og dermed også Michael Krygers første, siden han i februar trådte til som midlertidig cheftræner efter Peter Sørensens opsigelse.

- Jeg må sige, at jeg er lettet. Vi har virkelig trængt til den her sejr, så jeg er glad på alles vegne. Med Koldings sejr i går og Skives i dag må man også sige, at det kunne være blevet grimt for os, hvis vi ikke havde vundet, så det er en blanding af glæde og lettelse, jeg står med nu, fortæller Michael Kryger.

Lettelsen strålede også ud af Mikkel Mejlstrup Pedersen. Midtbanespilleren, der er opvokset i Hobro, stod for det vitale føringsmål kort før første halvlegs afslutning.

- Det er svært at beskrive den følelse, der er i omklædningsrummet lige nu. Det er lettelse og glæde, for vi har virkelig ventet længe på den her sejr. Det er en god følelse, som jeg nok ikke har prøvet bedre i min tid her, siger Mikkel Mejlstrup Pedersen, der kort før sit føringsmål havde brændt en endnu større mulighed for at give sit hold føringen.

- Når jeg scorede lige efter, kan jeg jo her efter kampen joke lidt med den store chance, jeg brændte. Vi havde ikke spillet den bedste første halvleg, så det var vvigtigt at få det føringsmål. Det var virkelig dejligt at se det afrettede skud gå i mål, og det var rart, at det var os, der havde marginalerne i dag, siger Mikkel Mejlstrup Pedersen.

De tiltrængte tre point har givet Hobro et forspring på seks point ned til holdene under nedrykningsstregen med fire spillerunder tilbage, og dermed er nedrykningspøgelset kommet lidt på afstand igen.

- Selvfølgelig har det påvirket os, at bundholdene er kommet tættere og tættere på, for det ville være helt ubærligt at rykke ned. Det er jo arbejdspladser, der er på spil for spillere, salgsansatte, ansatte på kontoret og måske ungdomstrænere i klubben.

- Det er både en forening og en virksomhed, vi alle kæmper for, og det kan jeg også se i øjnene på spillere som Jesper Bøge, Jacob Tjørnelund og Jonas Damborg derinde nu. De har været her i mange år og ved, hvad det her betyder for både klubben og byen, siger Michael Kryger.

Mikkel Mejlstrup Pedersen er en af de få spillere, der også har kontrakt med Hobro IK på den anden side af sommerferien, så han kæmper i disse uger for ikke at skulle tage turen ned i den tredjebedste række.

-Selvfølgelig betyder det meget for mig, at vi ikke rykker ned. Både som Hobro-dreng og som fodboldspiller ville det være forfærdeligt at skulle ned, men jeg tror, at det er ligegyldigt, om man har udløb til sommer eller om to, tre eller fire år. Det er vigtigt for os alle sammen, at vi klarer den, siger Mikkel Mejlstrup Pedersen.

Hobro IK kan nærmest endegyldigt sikre sig mod nedrykning på tirsdag hjemme mod Skive.

- Med en sejr i den kamp vil jeg sige, at den er hjemme for os, siger Michael Kryger.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.