vejtransport

Lettet håndboldlandstræner: Først i dag fandt vi rytmen

Danmark ramte sit absolut højeste niveau hidtil ved OL mod Holland, mener landstræner Jesper Jensen.

Både landstræner Jesper Jensen og spillerne var rørte efter tirsdagens kvartfinalesejr over Holland.
Både landstræner Jesper Jensen og spillerne var rørte efter tirsdagens kvartfinalesejr over Holland. Bernadett Szabo/Reuters

Danmarks håndboldkvinder kom videre fra det indledende gruppespil ved OL med fire sejre i fem kampe, men spillet var ikke altid prangende.

Det blev det i lange perioder mod Holland i tirsdagens kvartfinale, hvor angrebsspillet flød, og forsvaret stod solidt det meste af vejen.

OL har krævet mere tilløb end ventet, forklarer landstræner Jesper Jensen.

- Jeg var ikke klar over, hvad der ramte os. Det var svært for os at holde fire-fem ugers pause og så spille håndbold igen. Det må vi bare erkende, siger han.

- Det var først i dag, vi fandt rytmen efter så lang tid. OL er svært at være håndboldspiller i. Vi spillede Final 4 1. og 2. juni. Det var sidste gang, vi spillede virkelig intens håndbold. Det er en sværere størrelse, end jeg havde regnet med.

Danmark var på hælene i begyndelsen af kampen mod hollænderne, der med hjælp fra den store orange opbakning på Stade Pierre Mauroy kom foran med fire mål ad flere omgange.

Men Jesper Jensen havde en god fornemmelse på bænken, fordi hans mandskab oftest skød sig selv i foden med afbrændere.

Og som kampen skred frem, og Yara ten Holtes redninger blev færre i det hollandske mål, begyndte Danmark at tage teten. Det udmøntede sig i en sejr på 29-25.

- Da vi stod med kniven for struben, ramte vi uden sammenligning det højeste niveau hidtil ved OL, konstaterer han.

Nu venter den første OL-semifinale i Jesper Jensens tid som træner for nationalmandskabet.

- Forskellen på kvartfinale og semifinale er voldsom, understreger han.

- Vi var lidt ramt af, at Norge tabte første kamp til Sverige, så vi på trods af fire sejre og et nederlag til Norge ramte ind i Holland, som er et notorisk top-5-hold sammen med os andre.

- Vi er mega stolte og mega lettede over ikke at være det gode hold, der røg ud, lyder det fra landstræneren.

I semifinalen kan Norge meget vel vente, hvis holdet lever op til favoritværdigheden mod Brasilien.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden