Lykkelig og lettet direktør: - Vi skal nok komme tilbage til fordums styrke
Thisted FC undgik nedrykning på et hængende hår. Et truende nederlag blev vendt til en sejr og gentegning af årskortet til 2. division
Opdateret 16. juni 2024 kl. 09:13
Først blev de oppe, så var de rykket ned, så blev de oppe, så var de nede igen, og til slut endte de med at være oppe over nedrykningsstregen.
Sådan kan du opsummere Thisted FC's eftermiddag i Skive. Her skulle de spille sidste kamp i sæsonen. Inden kampen var thyboerne placeret nord for nedrykningsstregen, men det var på bedre målforskel end HIK, og med to point ned til FA2000, der var at finde under nedrykningsstregen inden sidste runde.
Alt var med andre ord i spil. Længe så det godt ud for Thisted FC, men da man kom bagud, samtidig med FA2000 var kommet foran mod Brabrand, så var der mørke skyer over Thisteds status som 2. divisionshold.
Da Jeppe Dalgaard med fem minutter tilbage af kampen bragte Thisted FC foran med 2-1, satte alle Thisted-folk i spurt ned mod det ene hjørneflag, hvor dagens mand havde taget opstilling for at modtage holdkammeraternes hyldest.
Der var også en direktør, der lige skulle puste ud efter det medrivende drama. Lige inden Nordjyske påbegyndte interviewet konstaterede Søren Pedersen, at; det her er det, som sport kan.
- Vi var virtuelt rykket ned tre gange undervejs i kampen, så jeg kunne heller ikke være i det oppe på tribunen. Det var frygtelig, siger direktør Søren Pedersen, der lignede en meget lettet mand, da han kunne falde sin træner Daniel Kristensen om halsen, da overlevelsen var en realitet.
Nu kan han glæde sig over, at et halvt års hårdt arbejde har båret frugt. Længe så det ud til, at Thisted ville rykke ned, men det undgår man.
- Jeg bliver bare nødt til at rose det arbejde, som trup og stab har gjort i et svært forår, hvor vi har haft stor udskiftning og udfordring med økonomien. Truppen har bare stået sammen og vist, at vi er en enhed. Vi har også formået at få folk på stadion. Vi har også fået skabt noget klubfølelse, og den skal vi bygge videre på til næste sæson, siger Søren Pedersen.
- Alle har stået sammen og vist, hvad det er for et DNA, som vi har i klubben. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer tilbage til fordoms styrke. Så vi skal nok se meget mere til Thisted FC.
Det er hele klubidentiteten, der har været på spil i de seneste uger, hvis man spørger direktøren.
- Det er selvopfattelsen, der er det helt store punkt her. Vi har været en klub, der har domineret 2. division, og vi har været i 1. division, så vi hører til i 2. division. Vi har også materialet til 2. division, så det er en kæmpe dag for Thisted FC.
- Vi skal have stabiliseret det, så vi kører med en forsvarlig driftsøkonomi. Det er vi i gang med nu. Vi har fantastiske folk i bestyrelsen, som også gør et kæmpe stykke arbejde på den front. Men lige nu fylder det sportslige mere, når man ser Daniel Kristensen med tårer i øjnene efter sådan en oplevelse, siger Søren Pedersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.