AaB

Målmand nyder konkurrencen i AaB: Jeg kunne godt have valgt en klub, hvor jeg var mere sikker på spilletid

Andreas Hansen har torsdag forlænget sin kontrakt med AaB, som dog ikke har udstedt nogen garantier om spilletid

Andreas Hansen har forlænget sin kontrakt med AaB. Arkivfoto: Henrik Bo
Andreas Hansen har forlænget sin kontrakt med AaB. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret 24. maj 2022 kl. 08:37

FODBOLD: Andreas Hansen kom før denne sæson til AaB fra HB Køge, og selv om målmanden i store dele af sæsonen har været reserve for Jacob Rinne, har den tidligere Brøndby-spiller vist nok til, at han anses for at være fremtidens mand i den nordjyske superligaklub.

Det blev understreget torsdag, hvor AaB kunne fortælle, at målmanden har forlænget sin kontrakt frem til udgangen af 2023.

Men det er ikke, fordi Andreas Hansen er blevet garanteret en rolle som fremtidig førstemålmand i AaB. Det fortalte den 24-årige sjællænder, da han forleden var gæst i NORDJYSKE Mediers fodboldpodcast Ripodsten.

- Jeg er ikke blevet lovet noget. Da jeg kom herop, lokkede de mig ved at sige, at hvis jeg var god nok, kunne jeg blive førstemålmand, hvis de solgte Rinne, eller hvis jeg slog ham af. Man kan ikke love spillere noget, for hvis de sælger Rinne, og de så får en eller anden sindssyg målmand tilbudt, kan det jo godt være, at de gør det. Jeg må bare kæmpe for pladsen, siger Andreas Hansen.

Han slår fast, at han ikke har nogen problemer med den hårde konkurrence om at blive førstemålmand.

- Da jeg kom herop, vidste jeg godt, at det så rigtig svært ud, men jeg kan godt lide at vågne op hver dag og vide, at jeg skal ud at kæmpe for det her. Jeg kunne godt have lavet et mere sikkert valg og have taget til en lidt mindre klub, hvor der var større chancer for spilletid, men jeg syntes, at det ville være federe at komme til en klub som AaB, hvor der er store ambitioner, siger Andreas Hansen.

Andreas Hansen fik sin superligadebut for halvanden uge siden, da Jacob Rinne blev skadet i en udekamp mod FC København, men til gengæld har rollerne været byttet om i Sydbank Pokalen, hvor Andreas Hansen har været førstevalget hele vejen lige fra den første sejr over Nørresundby til semifinalen mod AGF.

- Jeg var ikke overrasket over, at jeg også kom til at stå mod AGF, for jeg synes, at jeg har gjort det godt og gjort mig fortjent til det, men det er en fed anerkendelse at få, og det viser jo, at mit hårde arbejde har givet pote. Jeg har gjort mit for at få kampe, og trænerne roser mig også og siger, at det går den helt rigtige vej, siger Andreas Hansen.

Han afviser dog, at han er blevet lovet, at han også skal stå næste onsdags finale mod SønderjyskE.

- Der er egentlig ikke blevet sagt så meget. Jeg fik at vide, at jeg skulle spille mod Nørresundby, og så skete det samme så i næste runde mod Vejgaard. De er ikke kommet ind og har sagt, at nu får jeg hele pokalturneringen, uanset hvor langt vi når. Jeg er ikke blevet lovet noget, men det kan de jo heller ikke, for fra den ene dag til den anden kunne jeg jo falde i niveau, så den slags kan man ikke love en spiller, siger Andreas Hansen.

Jacob Rinne er fortsat ude med den skade, han pådrog sig mod FC København, men hvis svenskeren skulle nå at blive spilleklar til onsdagens pokalfinale, erkender Andreas Hansen dog, at han vil blive skuffet, hvis han bliver forbigået.

- Ja det ville jeg, siger Andreas Hansen.

AaB-målmanden har i den seneste udgave af Ripodsten selskab af Ralf Gottschalk Dahl, der er journalist og fodboldkommentar hos DR samt NORDJYSKE Mediers sportsredaktør Claus Jensen. Du kan finde Ripodsten på nordjyske.dk/lyt og på de fleste andre podcastplatforme som iTunes, Spotify, Podimo og SoundCloud.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

AaB

Her får du den bedste dækning af AaB. Nyheder, portrætter og skarpe analyser, der går helt tæt på klubben, spillerne, talentmiljøet og forretningen bag

Forsiden