Aalborg Håndbold

Martin Larsen om sin skæve sæsonstart: - Jeg tænker kun på holdets succes

Den hjemvendte bagspiller slider i sit angrebsspil, men han glæder sig bare over, at holdet har succes på banen

Martin Larsen har ikke formået at finde sit topniveau for Aalborg Håndbold endnu, men han lader sig ikke ryste. Arkivfoto: Lars Pauli
Martin Larsen har ikke formået at finde sit topniveau for Aalborg Håndbold endnu, men han lader sig ikke ryste. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Opdateret 04. oktober 2021 kl. 09:54

HÅNDBOLD: Da Aalborg Håndbold søndag hjemme besejrede Lemvig-Thyborøn med 32-23 gjorde Andreas Holst sig bemærket som topscorer med seks mål. I den modsatte ende af skalaen fandt man Martin Larsen, der ikke kunne få sit spil til at fungere.

I sine første aktioner fik han nemlig lavet flere tekniske fejl, der kostede både muligheder og mål. Samtidig blev det også til to udvisninger indenfor bare syv minutter. Derfor var det ikke en helt tilfreds Martin Larsen, der forlod banen.

- Jeg får ikke scoret på mine chancer, og jeg laver nogle tekniske fejl. Det er klart, at når man også får to udvisninger, så er det svært. Første halvleg var ikke lige min kamp, og det var lidt tung, men sådan er det, forklarer han.

Generelt i sæsonopstarten har Martin Larsen ikke formået at finde sit topniveau fra sine år i udlandet og sine tidligere sæsoner i Aalborg Håndbold, hvilket irriterer højrebacken, men samtidig anerkender han også sine holdkammerater.

- Jeg er egentlig fint nok tilfreds. Jeg spiller sammen med Lukas (Sandell, Red.), og han gør det rigtig godt. Jeg har forsøgt at tage de minutter, jeg kan få, og så må jeg jo bare give den gas, når jeg er inde, konstaterer han.

Selvom en skidt sæsonstart for nogle kan være banebrydende, skal der mere til at skræmme den erfarne Aalborg-spiller.

Martin Larsen fokuserer på holdets præstationer og mener, det vigtigste er, at klubben vinder. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

- Jeg har været i det her game i mange år. Det er klart, at det er en anden rolle, som jeg lige skal vænne mig til, da jeg er vant til at spille altid, og nu spiller jeg mindre. Men jeg har som sagt været med længe, og jeg ved, at det går op og ned, så jeg må bare være bedre næste gang.

- Jeg kender mig selv, og jeg skal nok komme til at spille flere gode kampe, og jeg skal nok også spille flere dårlige, men sådan er det, erkender Martin Larsen.

Selvom Martin Larsens nye rolle i Aalborg Håndbold kræver tilvænning, så har han kun øje for én ting, når det gælder klubben.

- Det vigtigste er, at vi vinder. Om jeg så spiller, eller Lukas gør, så synes jeg bare, at vi skal glæde os over sejren og ikke fokusere på, hvem der har spillet godt eller skidt.

I kampen mod Lemvig-Thyborøn viste Aalborg Håndbold i særdeleshed sin bredde.

- Det giver holdet mere styrke, da vi ikke falder på grund af nogle enkelte spillere, som bare skal præstere hver eneste gang. Vi skal blive ved med at gøre, som vi har gjort nu, og så skal folk give den gas, når de er inde, fastslår Martin Larsen.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden