Mors-Thy nåede i mål med hiv og sving

Et højt tempo og mange tekniske fejl var hovedingredienserne, da Mors-Thy Håndbold sejrede ude mod HC Midtjylland i ligaen

Mors-Thy Håndbold slog med hiv og sving HC Midtjylland. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Mors-Thy Håndbold slog med hiv og sving HC Midtjylland. Arkivfoto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Der var – for gæsterne Mors-Thy Håndbold – ekstremt vigtige point på spil, da de tirsdag aften var på besøg hos HTH Ligaens absolutte bundhold, HC Midtjylland.

Hjemmeholdet, der ligger på sidstepladsen med nul point efter 16 kampe, havde mest æren at kæmpe for, mens Mors-Thy stadig har chancen for at spille sig i top otte, som giver plads i slutspillet.

Før kampen havde Mors-Thy Håndbold otte point op til Fredericia på ligaens 8,-plads, men det var kun seks efter kampens afslutning, hvor der skulle hiv og sving, trisser og lodder og meget mere til for gæsterne.

Det lykkedes da også nordvestjyderne at sejre, men det holdt til slut hårdt, og cifrene blev så tætte som 26-25 i udeholdets favør.

HC Midtjylland - Mors-Thy 25-26

  • Håndbold, HTH Herreligaen
  • Pausestilling: 9-18
  • Mål, HCM: Jonas Langerhuus 6, Rasmus Madsen 6, Mathias Nikolajsen 3, Mikkel Madsen 2, Kasper Didriksen 2, Mathias Hedegaard 1, Frederik Sass 1, Bjarke Jørgensen 1, Jonathan Sørensen 1, Frederik Hummelmose 1, Magnus Sønnichsen 1
  • Mål, MTH: Marcus Midtgaard 6, Mads Thymann 4, Victor Norlyk 4, Nicolaj Spanggaard 3, Mads Svane Knudsen 2, Andreas Nielsen 2, Axel Franzén 2, Frederik Bjerre 2, Lasse Pedersen 1
  • Udvisninger: HC Midtjylland 1, Mors/Thy 4
  • Tilskuere: 842

Hvis man som håndboldelsker sådan en tirsdag aften gerne ville se en flot og offensivt velspillet kamp, skulle man dog ikke have købt billet til kampen i Arena Sportscenter Herning for at se HC Midtjylland mod Mors-Thy Håndbold. Og hvis man havde billet, kunne man godt vente til efter et kvarters spil, før man fandt sin plads i hallen.

Fejl på fejl

Defensivt startede de to hold flot, og målvogterne i begge ender fik gode arbejdsforhold – når der endelig blev afsluttet mod deres respektive mål. For det var en sjældenhed i kampens indledning.

Uprovokerede fejl som tabte bolde eller afleveringer direkte ud over sidelinjen var der flere af end scoringer, men det blev heldigvis bedre undervejs.

Hjemmeholdets defensiv gav gode arbejdsbetingelser for Mors-Thys backer Mads Thymann, Marcus Midtgaard og Nicolaj Spanggaard. Også playmakerne Mads Svane Knudsen og Victor Norlyk gjorde sig positivt bemærket med både assister og mål.

Men det var de mange fejl fra hjemmeholdet og deres defensive ustabilitet – især på ydersiderne af begge backer, der gjorde, at gæsterne kunne gå til pause med en føring 18-9.

Spænding tilbage i opgøret

Anden halvleg startede med de muligheder, som HC Midtjylland skulle bruge for at lugte blod og kæmpe sig tilbage i opgøret.

En udvisning til Nicolaj Spanggaard i halvlegens begyndelse, da gæsterne i forvejen havde knapt et minut tilbage af en tidligere udvisning, betød, at hjemmeholdet havde muligheden for at hale ind. Rasmus Madsen på højre back for HC Midtjylland gjorde sit til, at bundholdet skulle have noget at sige.

Og det kampbillede fortsatte. 

Hjemmeholdet blev ved med at formindske gæsternes føring, som var helt nede på et mål ved 23-24 med syv og et halvt minut tilbage af opgøret. De var som forvandlet.

Men fortryllelsen holdt dog ikke kampen ud.

Vigtige scoringer af Norlyk og Spanggaard gav Mors-Thy føringen på to mål tilbage, og da ellers velspillende Rasmus Madsen fra HC Midtjylland sendte et skud langt over mål med lidt under to minutter tilbage, skulle gæsterne blot holde fast i bolden. Og det formåede de.

Derfor gjorde det heller ikke noget, da stregspilleren Mathias Hedegaard fra HC Midtjylland scorede til slutresultat 25-26.

Med sejren er Mors-Thy Håndbold nu på 10 point for 17 kampe. Det rækker til en 10.-plads.

Næste mulighed for point kommer fredag 16. december, når Nordsjælland Håndbold tager turen til Nordjylland.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.