Mors-Thy-talent nyder godt af sine evner som blæksprutte

Marcus Midtgaard er i denne sæson sprunget ud i fuldt flor hos nordvestjyderne, og han har endnu ikke opgivet slutspilsdrømmen

Alsidige Marcus Midtgaard har fået sit store gennembrud hos Mors-Thy i denne sæson. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Alsidige Marcus Midtgaard har fået sit store gennembrud hos Mors-Thy i denne sæson. Arkivfoto: Bo Lehm

THY/MORS:Selvom håndboldherrerne fra Mors-Thy har haft et svingende efterår, har pilen i den grad peget opad for 22-årige Marcus Midtgaard.

Efter sommerens åreladning af rutinerede profiler har han fået masser af ansvar og har kvitteret med en række gode præstationer. Senest blev den unge bagspiller topscorer i tirsdagens hårdt tilkæmpede udesejr på 26-25 over HTH Herreligaens bundprop fra HC Midtjylland.

- Jeg synes da også, at jeg overordnet set leverede en fin indsats, men jeg kan alligevel ikke være helt tilfreds, når vi som hold endte med at spille en rigtig skidt anden halvleg, forklarer Marcus Midtgaard. 

Mors-Thy gik til pausen foran 18-9, og indtil da fungerede stort set alt. Siden kom midtjyderne helt op i haserne på Niels Agesens tropper og lugtede sæsonens første point.

- Desværre fandt vi aldrig rytmen i anden halvleg. Midtjylland fik et godt forsvar op at stå og bragte noget mere fysik, men samtidig gik vi for meget ned i tempo og investerede ikke 100 procent i tingene. Det bliver man altså straffet for, og der kan jeg heller ikke sige mig fri for at lave for mange fejl, påpeger Marcus Midtgaard.

Marcus Midtgaard scorede seks gange i sejren over HC Midtjylland og var også sit holds bedste spiller. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Marcus Midtgaard scorede seks gange i sejren over HC Midtjylland og var også sit holds bedste spiller. Arkivfoto: Bo Lehm

Den unge bagspiller kan dog sagtens tåle at se sig selv i spejlet efter de første 17 af grundspillets 26 spillerunder. Med 62 ligamål er han Mors-Thys næstmest scorende spiller - kun overgået af Frederik Bjerre, der har ramt plet hele 78 gange.

- Det er gået ganske fint, og jeg er glad for den tillid, jeg får fra trænerne. Det gavner uden tvivl min udvikling, at jeg får så megen spilletid, og i den sammenhæng er det nok til min fordel, at jeg kan dække alle tre pladser i bagkæden, hvis der er brug for det. Alsidigheden er en af mine styrker, påpeger Marcus Midtgaard.

Trods tirsdagens sejr i Herning halter Mors-Thy fortsat seks point efter holdets erklærede mål om nok engang at klemme sig med i slutspillet. Derfor er der brug for en stime af point, og den kan de passende udbygge, når årets sidste ligakamp 16. december spilles på Mors, hvor Nordsjælland kommer på besøg.

- Hvis vi skal med i det slutspil, så skal vi først og fremmest have noget kontinuitet ind i vores spil og evne at præstere i 60 minutter. Men med sejrene komme selvtilliden, og det plejer at virke på alle spillets facetter, så det skal meget gerne kunne ses mod Nordsjælland og udmønte sig i to nye point, siger Marcus Midtgaard.

HC Midtjylland - Mors-Thy 25-26

  • Håndbold, HTH Herreligaen
  • Pausestilling: 9-18
  • Mål, HCM: Jonas Langerhuus 6, Rasmus Madsen 6, Mathias Nikolajsen 3, Mikkel Madsen 2, Kasper Didriksen 2, Mathias Hedegaard 1, Frederik Sass 1, Bjarke Jørgensen 1, Jonathan Sørensen 1, Frederik Hummelmose 1, Magnus Sønnichsen 1
  • Mål, MTH: Marcus Midtgaard 6, Mads Thymann 4, Victor Norlyk 4, Nicolaj Spanggaard 3, Mads Svane Knudsen 2, Andreas Nielsen 2, Axel Franzén 2, Frederik Bjerre 2, Lasse Pedersen 1
  • Udvisninger: HC Midtjylland 1, Mors/Thy 4
  • Tilskuere: 842

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.