Aalborg

Mestrene sætter pris på bundhold: - Alle hold har sin berettigelse

Aalborg Håndbold-lejren sætter pris på mængden af hold i Herre Håndbold Ligaen, mens diskussionen om antal hold fylder i kvindehåndbolden

Foto: Henrik Louis
Foto: Henrik Louis

Opdateret kl. 15:25

HÅNDBOLD: De seneste uger har en gammel traver taget endnu en runde i håndboldverden. I Bambusa Kvindeligaen diskuterer klubberne nemlig, hvorvidt landets bedste række inden for kvindehåndbold skal skæres med to hold - altså fra 14 til 12.

Skulle der være en fortaler for at lave samme manøvre i Herre Håndbold Ligaen, kunne søndagens kamp mellem Aalborg Håndbold og TMS Ringsted blive et centralt argument. Her vandt de forsvarende mestre 39-24 og havde mere eller mindre lukket kampen ved pausen.

Men landets bedste herrehåndboldrække bør ikke overveje samme diskussion som i kvindehåndboldens verden, lyder det fra Aalborg Håndbold-lejren.

- Jeg har på ingen måde indsigt i kvindehåndbolden til at udtale mig om, hvad de skal gøre. Men i herrehåndbold synes jeg, at vi har de hold, der skal være. De 14 hold har sin berettigelse, lyder det fra cheftræner Stefan Madsen.

Dermed er han enig med fløjspilleren Mark Strandgaard.

- Jeg er med på, at målscoren ser alvorlig ud for et hold som TMS, men omvendt er det et hold, som kan mønstre en spiller som Morten Jensen, der i den her sæson er delt topscorer. Det er ikke sikkert, at han kunne vise sig så fornemt frem i 1. division. De hold er berettigede og formår også til tider at byde nogle hold op til dans og drille dem. Så længe de gør det, synes jeg, at vi skal lukrere på den udviklingsmulighed, der ligger i det nuværende antal hold, siger han.

- Vi ser hold fra bunden tage point mod tophold og sågar vinde over dem. Så er man slet ikke berettiget til at stille sig og sige, at de skal fjernes fra en liga, som de sportsligt har spillet sig i, tilføjer Mark Strandgaard.

Stefan Madsen mener også, at bundholdene i Herre Håndbold Ligaen giver tilstrækkeligt med modstand.

- Det er dejligt at have så mange hold i ligaen. Er man der ikke på dagen, taber man også til dem i bunden af ligaen. Vi ser heldigvis mange ungdomslandsholdsspillere og tidligere ungdomslandsholdsspillere, som boltrer sig på de hold her.

- Det er dejligt at se, og vi skal ikke glemme, at TMS tog et point på udebane mod Holstebro. De er, hvor de skal være, siger den tidligere U18-landsholdstræner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden