Mikkel Hansen er uenig i træners diagnose

Aalborg Håndbold-stjernen mener ikke, at manglende selvtillid har været hans problem

Mikkel Hansen var henvist til bænken i størstedelen af søndagens sejr over Skjern, men alligevel blev det til otte mål på ni forsøg. <i>Foto: Bente Poder</i>

Mikkel Hansen var henvist til bænken i størstedelen af søndagens sejr over Skjern, men alligevel blev det til otte mål på ni forsøg. Foto: Bente Poder

AALBORG:Forventningerne var tårnhøje, da Aalborg Håndbold forud for denne sæson forstærkede holdet med Mikkel Hansen, men dansk håndbolds største ikon har været langt fra at leve op til dem i de seneste uger.

Især i Champions League-kampene mod Nantes og Barcelona har landsholdsstjernen spillet med en uvant høj spildprocent, men søndag viste han tydelige tegn på fremgang med otte mål på ni forsøg og tre assists, da Skjern Håndbold blev besejret med 32-24.

- Det er klart, at det var en bedre oplevelse for mig end i de seneste kampe. Det kræver det nok ikke det store håndboldøje at se, siger Mikkel Hansen.

Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen sagde efter torsdagens 26-32-nederlag i Barcelona, at Mikkel Hansen tydeligvis var ramt på selvtilliden, men den udlægning er hovedpersonen ikke enig i.

- Det synes jeg ikke. Det handler om så meget andet, men det kræver jo sit at se, hvad der foregår, siger Mikkel Hansen, der dog heller ikke selv har en præcis forklaring.

- Jeg ved det ikke. Nogle gange går boldene ind, og andre gange gør de ikke. Det er svært at sætte ord på, men nogle gange er man mindre heldig med sine aktioner. Om det så har noget at gøre med selvtillid. Måske skulle man kigge nogle andre steder, vil jeg sige, siger Mikkel Hansen.

Den seneste uges kampe mod Lemvig-Thyborøn, Barcelona og Skjern har dog givet opskriften på, hvordan Aalborg Håndbold skal få succes, mener landsholdsspilleren.

- Jeg synes, at vi har spillet nogle gode kampe. Det sidste kvarter mod Barcelona var ikke så godt, men ellers har det været fint. Igen i dag (søndag, red.) lykkedes vi især i de første 50 minutter med vores ting. Generelt er vi begyndt at spille en lille smule hurtigere. Slipper vi boldene, er vi dygtige. Slipper vi dem ikke, er vi mindre dygtige, siger Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen har også været uskarp på straffekast i de seneste uger, men mod Skjern blev alle fem forsøg udnyttet. <i>Foto: Bente Poder</i>

Mikkel Hansen har også været uskarp på straffekast i de seneste uger, men mod Skjern blev alle fem forsøg udnyttet. Foto: Bente Poder

Det var først i kampens sidste fjerdedel, at Mikkel Hansen blev sendt på banen i åbent spil. Inden da havde han dog scoret på alle sine fire straffekast.

- Mikkel leverede en rigtig god indsats, og det var dejligt at se. Vi fik at se, at han stadig har koldblodigheden på straffekast, og det vidner om høj klasse, siger Aalborg-træner Stefan Madsen, der dog ikke vil bruge for meget energi på at spekulere på, om hans stjernespiller nu er på vej til at blive forløst.

- Jeg synes, at vi skal passe på med at bruge for meget energi på det, for vi har brugt rigeligt tid på det allerede. Den her sejr mod Skjern er en forløsning for os alle, og jeg er sikker på, at Mikkel ligesom alle andre er glad for, at vi fik styret kampen på den måde, vi gjorde, siger Stefan Madsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skolelukninger på vej i Aalborg: Se her, hvor det rammer
Luk