Mors-Thy fortsatte vild stime
Mors-Thy Håndbold har nu vundet fem af deres seneste seks opgør efter sejr mod KIF Kolding

Mors-Thy har jublet fem gange over sejre i forårssæsonen, hvilket lige nu giver dem en plads lunt i top-8. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm
HÅNDBOLD:Mors-Thy har gang i en fantastisk slutspurt for at sikre sig pladsen i top-8 i HTH Herreligaen, da de tirsdag aften besejrede KIF Kolding hjemme i Sparekassen Thy Arena med 33-28. De har nu vundet fem og spillet én uafgjort af de seneste seks opgør mod svære modstandere.
I kampens første angreb steg Mads Hoxer Hangaard til vejrs og sendte bolden ind via stolpen, og så var Mors-Thy ligesom i gang, men begyndelsen af kampen blev ikke helt så let.
Et par brændte afslutninger, tekniske fejl og et syv mod seks angrebsspil fra KIF Kolding gjorde, at gæsterne havde et lille overtag i starten af kampen.
Det ændrede sig for alvor i midten af første halvleg, hvor Mors-Thy fandt melodien, fik styr på Koldings overtalsangreb, og samtidig kom Rasmus Henriksen i gang inde i nordjydernes mål efter en svær start.
Angrebet begyndte også at spille på alle tangenter med en storspillende norsk Sander Øverjordet i centrum, der faktisk er blandt tre spillere fra Mors-Thy, der skifter til til tirsdagens modstander til sommer. Han kørte flere gange den tidligere landsholdsback Peter Balling rundt på røv og albuer, trak to minutters udvisninger, straffekast, lavede indspil og scorede selv efter gode aktioner.
De to fløjspillere Bjarke Christensen, der desuden også skifter til KIF Kolding efter sæsonen, og Lasse Pedersen hjalp også godt til med tilsammen ni scoringer på ni forsøg.
Den tredje Mors-Thy-spiller, der skifter til KIF Kolding efter sæsonen, er storskytten Erik Toft, men han var en sjælden gang en skygge af sig selv i tirsdagens første halvleg. Ingen scoringer blev han noteret for, hvilket er uvant for ligaens nummer to på topscorerlisten.
Det gjorde intet ved, at Mors-Thy kunne gå til halvleg med en solid føring på 16-12, og de var dermed godt på vej til at forlænge deres forrygende form.
Fra starten af anden halvleg lignede de ikke et hold, der ville køre sejren sikkert hjem, for der skulle ikke gå meget mere end fire minutter, før KIF Kolding havde scoret halvlegens fire første mål og dermed udlignet den ellers så sikre Mors-Thy-føring.
Den tætte kamp fik tilskuerne i hallen til at være endnu mere højlydte, end de tidligere havde været, og det gav en intens stemning i hallen, hvor spillerne også begyndte at vise den ild i øjnene, der hører topprofessionelle sportsfolk til.
Midtvejs i anden halvleg begyndte Mors-Thy lige pludselig at skabe lidt afstand til gæsterne igen med en føring på tre mål.
Kampfakta
Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding 33-28
Stillinger undervejs: 3-3, 6-7, 10-7, 14-11, (16-12). 16-16, 20-19, 24-21, 27-26, 30-26.
Mål, Mors-Thy: Lasse Pedersen 10, Bjarke Christensen 8, Sander Øverjordet 6, Mads Hoxer 4, Erik Toft 2, Andreas Nielsen 1, Axel Franzén 1, Marcus Midtgaard 1.
Topscorer, KIF Kolding: Peter Balling 6.
Udvisninger: Mors-Thy 1. KIF Kolding 4.
Tilskuere: 1202
De to fløjspillere for Mors-Thy fortsatte bare, hvor de slap i første halvleg, og deres sikkerhed i afslutningerne var sammen med Sander Øverjordets storspil fra playmakerpositionen grundstenene bag nordjydernes angreb i langt størstedelen af kampen.
KIF Kolding ville dog ikke lægge sig og forsøgte med alt, hvad de havde for at holde fast i Mors-Thy. En afgørende faktor for, at gæsterne ikke formåede at komme tilbage i opgøret, var en taktisk disposition fra Niels Agesen med ca. 10 minutter tilbage af opgøret.
Han skiftede nemlig Rasmus Bech ind i målet i stedet for Rasmus Henriksen, der stod en kamp under vanligt niveau. Den indskiftede Bech hev hurtigt fire redninger frem, der stort set lukkede kampen.
Mors-Thy holdt hjem og spillede sig op på 7. pladsen i HTH Herreligaen med fem kampe igen af grundspillet for deres vedkommende. Næste opgør er Ribe-Esbjerg på hjemmebane 5. marts.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.