Mors‑Thy håndbold

Mors-Thy-tvillinger fik vigtig håneret med sejr over Kolding

Mors-Thys-sejr over KIF Kolding var særlig vigtig for tvillingerne Norlyk

Mors-Thy Håndbold kunne juble over en ny hjemmesejr, da KIF Kolding lørdag blev besejret.
Mors-Thy Håndbold kunne juble over en ny hjemmesejr, da KIF Kolding lørdag blev besejret. Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 18:50

Mors-Thy Håndbold hentede lørdag to vigtige point i forsøget på at holde sig til i toppen af herrernes håndboldliga, men for to af Mors-Thys spillere betød 33-27-sejren over KIF Kolding lige lidt mere.

Tvillingerne Victor og Magnus Norlyk trak nemlig på den måde det længste strå i kampen mod storebror Oliver Norlyk hos KIF Kolding.

- Det er en kamp, som det lige betyder lidt ekstra at vinde. Nu har vi hånretten, og det er dejligt, siger Victor Norlyk, der også kunne glæde sig over, at han fik mere spilletid, end han har været vant til i denne sæson.

Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding 33-27 (15-15)
  • Herre Håndbold Ligaen
  • Stillinger undervejs: 3-2, 6-6, 7-10, 12-12, 15-15 (pausestilling), 19-17, 22-18, 25-20, 26-21, 30-23
  • Mål, Mors-Thy Håndbold: Henrik Tilsted 6, Nicolaj Spanggaard 4, Marcus Midtgaard 4, Mads Svane Knudsen 4, Kasper Lindgren 3, Malte Rolighed Bull 3, Victor Norlyk 3, Rasmus Houmøller 2, Magnus Norlyk 2,  Kristoffer Vestergaard 1, Johan Nilsson 1
  • Topscorere, KIF Kolding: Viktor Nevers 6, Erik Toft 6
  • Udvisninger: Mors-Thy 2, KIF Kolding 2

I fraværet af topscorer Frederik Tilsted kom Victor Norlyk til at trække et tungt læs i Mors-Thys bagkæde.

- Det var dejligt og noget, jeg havde ventet lidt på. De, der har spillet, har gjort det virkelig godt, så jeg forsøger bare at arbejde hårdt til træning. Jeg er glad for, at de andre har gjort det godt, for først og fremmest handler det om holdet.

- Jeg er tilfreds med, hvad jeg fik vist. Vi spillede disciplineret i det meste af kampen og holdt bolden godt i gang. Det gjorde, at jeg kunne finde nogle gode rum og få lavet nogle assists, siger Victor Norlyk.

Victor Norlyk fik vist sig fint frem mod Kolding og fik også håneretten i duellen med sin storebror. Foto: Martin Damgård

Den unge bagspiller høstede også roser fra cheftræner Niels Agesen efter kampen.

- I de første fire kampe spillede Victor jo faktisk en del, men siden har vi spillet en del syv mod seks, som Mads Svane er god til. Jeg havde gerne set Victor spille noget mere, for jeg er ikke overrasket over, hvad han præsterede i dag. Det var en god kamp fra ham, siger Niels Agesen.

Lørdagens sejr betyder, at Mors-Thy stadig er nummer tre, og det var vigtigt hurtigt at komme tilbage på sejrssporet efter sidste uges skuffelse i Ringsted.

- Det betyder rigtig meget, for nu har vi GOG og Aalborg i de næste kampe. Jeg siger ikke, at vi ikke har chance for point i de kampe, men det var rigtig vigtigt at vinde i dag. Også fordi det betyder, at vi stadig ikke har tabt her i Nykøbing, siger Niels Agesen.

Sejren kom som nævnt i hus uden topscorer Frederik Tilsted, der også er stærkt tvivlsom til næste søndags kamp mod GOG.

- Han er i en opbygningsfase lige nu, og hvis det ikke ændrer sig allerede mandag eller tirsdag, kan det godt være, at vi tager ham ud i en lidt længere periode for at være på den sikre side. Han kommer dog helt sikkert til at spille igen på den her side af jul. Hvis alt går godt, kan det også være, at han er med mod GOG, siger Niels Agesen, der lørdag til gengæld havde Henrik Toft Hansen tilbage på holdet.

Anføreren fik dog kun spilletid i forsvaret.

- Det bliver kun forsvar for Henrik i den næste periode, for vi skal passe på hans baglår. Derfor blev han også doseret i dag, men det så fint ud, så han er stille og roligt på vej i den rigtige retning, siger Niels Agesen.

Henrik Toft Hansen var tilbage på Mors-Thy-holdet mod KIF Kolding. Foto: Martin Damgård
Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden