Nedslående melding om profil fra FC Thy-lejren
Den tidligere landsholdsspiller Sarah Dyrehauge kan se frem til en pause fra fodbolden efter uheld mod Fortuna Hjørring
Opdateret kl. 19:05
FODBOLD: FC Thy/ThistedQ triumferede lørdag med en 2-0-sejr på udebane over Fortuna Hjørrings danske mestre, da Gjensidige Kvindeligaen blev skudt i gang. Men efterfølgende er der blevet dryppet en stor slat malurt i bægeret.
Den tidligere landsholdsspiller Sarah Dyrehauge udgik efter en times spil af kampen i Hjørring, da hun efter en hård men fair tackling med vendelboernes Karen Holmgaard havde store smerter i skulderen.
Efterfølgende blev Thy-profilen kørt til røntgenundersøgelse på Hjørring Sygehus, og herfra er der nu kommet et nedslående svar.
- Der er desværre et brud på hendes kraveben. Det er ikke helt brækket, og det var også derfor, at hun kunne løfte armene op over hovedet og kortvarigt spillede videre. Men det koster hende stadig omkring tre ugers fodboldpause, siger cheftræner Torben Overgaard.
I forvejen har FC Thy/ThistedQ anfører Mathilde Kjeldgaard siddende udenfor med et brækket kraveben, men hun skal efter planen vende tilbage til træningsbanen fra den kommende uge.
Derudover har thyboerne været så forudseende, at de har haft en norsk midtbanespiller til prøvetræning, og hende har de nu skrevet kontrakt med. Det drejer som om 24-årige Pernille Gardien, der senest har spillet for Charlton i den næstbedste engelske række.
- Hun kan dække alle de centrale pladser, men hun har ikke spillet kamp siden coronapausen, så hun mangler stadig noget på kampformen, siger cheftræner Torben Overgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.