Nedtur for uskarpe Thisted

Thisted FC havde chancerne til at hente den tredje sejr i træk, men skarpheden foran mål manglede mod AB

Ahmed Gero og holdkammeraterne formåede ikke at udnytte et stort overtag mod AB. <i>Foto: Bente Poder</i>

Ahmed Gero og holdkammeraterne formåede ikke at udnytte et stort overtag mod AB. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Thisted FC tabte lørdag et vigtigt skridt i jagten på top-seks og oprykningsspillet i 2. division.

Efter to sejre i træk blev det hjemme i Thisted til et 1-2-nederlag til AB, der på femtepladsen nu har seks point ned til Thisted på syvendepladsen. Imellem dem ligger dog Skive, der som Thisted er noteret for 14 point.

Se flere billeder fra kampen nederst i artiklen.

Thisted var ellers godt på vej mod en ny sejr, da Antonio Bustamante i første halvleg bragte hjemmeholdet foran, men med to scoringer i anden halvleg tog AB de tre point med hjem.

Thisted FC - AB 1-2 (1-0)

  • Mål: 1-0 Antonio Bustamante (25. minut), 1-1 Emil Mygind Jensen (66. minut), 1-2 Marucs Mustac Gudmann (75. minut)

- Det er rigtig frustrerende. Ved 1-0 følte jeg, at vi havde kontrol på kampen, og det lignede mere 2-0 end 1-1. Vi fik den desværre ikke sparket ind, og så scorede de et frustrerende mål til 1-1 efter en afretning i en ret ufarlig situation.

- Efter det fik vi presset dem ned igen, men vi fik ikke scoret, og så afgjorde de kampen på en omstilling. Det er et af de nederlag, der gør rigtig ondt, siger angriberen Mikkel Agger.

Efter en svær sæsonstart er der dog indiskutabelt spillemæssig fremgang hos thyboerne.

- Jeg synes også, at vi leverede en god præstation i dag, men det gør det bare endnu mere frustrerende, at vi ikke fik noget med. Når det er kommet lidt på afstand, er der nok noget, vi kan tage med videre.

- Der er fremgang i spillet på banen, og det har også kastet nogle resultater af sig i de seneste uger, og derfor gør det også ekstra ondt at tabe, når vi føler, at vi gør mange ting rigtigt, siger Mikkel Agger.

Thisted-træner Krzysztof Popczynski og hans tropper havde lørdag muligheden for at kravle op i top-seks, men det glippede med nederlaget til AB. <i>Foto: Bente Poder</i>

Thisted-træner Krzysztof Popczynski og hans tropper havde lørdag muligheden for at kravle op i top-seks, men det glippede med nederlaget til AB. Foto: Bente Poder

Næste opgave er på tirsdag i pokalturneringen mod FC Helsingør, men ellers handler det for Thisted FC om at sikre sig en plads i top-seks og oprykningsspillet. Før sæsonen blev der drømt om oprykning i Thisted, men der er nu ni point op til Esbjerg på den oprykningsgivende andenplads.

- Det må klart være vores mål at komme i top-seks nu. Vi skal have stabiliseret tingene med nogle gode præstationer, og så kan alt måske ske i det oprykningsspil, men i første omgang handler det om at komme med, siger Mikkel Agger.

Thisted-AB

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.