Nekrolog

Nekrolog: Initiativtager til AaB A/S og tidligere ishockeyformand er død

Bjarne Heilesen var sportens mand og helt til sin død engageret i Aalborg Pirates

Arkivfoto

Arkivfoto

NEKROLOG:Bjarne Heilesen, Gl. Lundegårde, Aalborg, døde fredag 17. januar i en alder 74 år.

Bjarne Heilesen etablerede for mere end 40 år siden developer- og byggefirmaet, MBC Gruppen.

Han var en dynamisk og fremsynet erhvervsmand, der blandt andet viste vejen ved at udvikle de første ungdomsboliger i Aalborg til byens mange studerende, der manglede tag over hovedet. Et tiltag, som blev udvidet til at omfatte byggerier i hovedsagelig universitetsbyerne. Det skete i samarbejde med Statens Ungdomsboligfond.

Virksomheden har gennem årene udført talrige byggeprojekter indenfor privat- og erhvervssektoren i Danmark, og i 1980 rykkede firmaet også til Norge for at tage del i landets opsving. Her opførtes gennem årene over 1500 boliger i Oslo-området.

Bjarne Heilesen modtog i 1987 Brønderslev Erhvervsråds erhvervspris for virksomhedens driftighed, resultater og betydning for Brønderslev Kommune.

Bjarne Heilesen har gennem årene beklædt flere bestyrelsesposter – både i erhvervslivet og i sportsverdenen. Han var bestyrelsesformand i 27 år hos Kroghs Stensiloer A/S frem til 2012 og i bestyrelsen for sine egne selskaber.

Sport har altid stået Bjarne Heilesens hjerte nært. Han var således initiativtager til stiftelsen af AaB A/S i 1987, da der indførtes betalt fodbold. Her var han medlem af bestyrelsen i et par år.

Netop udtrådt af denne blev han valgt ind i bestyrelsen for AaB Ishockey, hvor han var formand fra 1992-96. I 2014 blev det til et comeback indenfor ishockey, idet han blev opfordret til at indtræde i bestyrelsen for Aalborg Pirates. Denne udfordring kunne han ikke sidde overhørig og deltog så sent som den 6. januar i et bestyrelsesmøde. Han vil især blive husket for sin indsats på det administrative og økonomiske område.

Bjarne Heilesen var sig sin personlige udvikling bevidst, hvilket førte til medlemskab af Junior Chamber Aalborg fra 1978-85. I 1985 var han medstifter af seniorkammeret Exhausted Roosters Aalborg, hvor han var et særdeles skattet medlem til sin død.

Bjarne Heilesens havde passion for alpint skiløb og golf. Saalbach besøgtes gennem årene mere end 75 gange, hvilket byen hædrede ham for. Golfspillet blev praktiseret både i Danmark og udlandet. Aktiviteter, der også dyrkedes sammen med kæresten, børnene og børnebørnene. De var alle med, da Bjarne Heilesen den forgangne jul, havde ønsket at fejre juleaften i Saalbach.

Bjarne Heilesen blev bisat fra Budolfi Kirke torsdag 23. januar klokken 11.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.