Nøglespillers problemer er en streg i Aalborg Håndbolds regning

Aalborg Håndbold væbner sig med tålmodighed, når det kommer til skulderskadet svensk stregspiller

Jesper Nielsen kæmpede med skulderen i slutningen af seneste sæson, og den driller fortsat svenskeren. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Jesper Nielsen kæmpede med skulderen i slutningen af seneste sæson, og den driller fortsat svenskeren. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:I slutningen af seneste sæson blev svenske Jesper Nielsen sendt i kamp, selvom han ikke var helt ovre sin længerevarende skulderskade. Men nu vil Aalborg Håndbold og cheftræner Stefan Madsen for alvor have den profilerede stregspiller til at blive skaden kvit.

Derfor forventer træneren ikke at se den angrebsstærke streg i aktion, inden ligaen blæses i gang i starten af september. Jesper Nielsen vil altså næppe være med i de resterende træningskampe som optakt til den nye sæson.

- Det tvivler jeg på. Jeg krydser selvfølgelig alt, hvad jeg overhovedet har, men det ser svært ud, for det bliver vigtigt at komme helt til bunds i det her og give ham tid til at mærke belastningen igen, siger Stefan Madsen.

- Det ser fint ud med ham, men vi vil gerne investere noget tid i at få det på plads nu. Vi havde håbet på, at sommeren kunne gøre det, men vi knokler stadig med at få ham helt tilbage på banen. 

- Jeg vil selvfølgelig gerne have Jesper med, for i sine skadesfri perioder har han vist et højt niveau. Han har gjort det godt angrebsmæssigt og fyldt i defensiven, men når det er sagt, så har Simon Hald og René Antonsen også vist sig fint frem.

René Antonsen har indtil videre trukket et stort læs i Aalborg Håndbolds træningskampe. Senest scorede han syv mål mod Leipzig. <i>Foto: Martin Damgård</i>

René Antonsen har indtil videre trukket et stort læs i Aalborg Håndbolds træningskampe. Senest scorede han syv mål mod Leipzig. Foto: Martin Damgård

Det bliver altså de mere defensivt funderede stregspillere i form af Hald og Antonsen, som Stefan Madsen må sætte sin lid til i de kommende testkampe. Til gengæld er fløjspillerne Kristian Bjørnsen og Sebastian Barthold tættere på at kunne stemple ind i sæsonoptakten.

- Især Kristian er snublende tæt på at være klar. Det var en lille irritation, der dukkede op i opstarten, men han har fået den ro, som han skal have. Tager jeg ikke meget fejl, så er han og Barthold nok med i træningskampene i Tyskland i den kommende weekend. Det har givet pote at holde dem helt ude i stedet for at give dem minutter hist og her, fortæller han.

Til So-Tech Cup i det tyske må Stefan Madsen dog se bort fra unge Marinus Munk, der i seneste sæson fik et mindre gennembrud på Aalborgs venstre back. Han fik nemlig en flænge mellem to fingre i den seneste testkamp mod Leipzig.

Inden turen til træningsturneringen uden for Bielefeld drager mandskabet mod nord tirsdag aften, hvor Skjern Håndbold gæster Frederikshavn til en træningskamp. Her kan Stefan Madsen lægge mere på det spilmæssige efter de indledende træningskampe.

- Vi har brugt de første to kampe på at få alle i gang og stort set skifte på klokken. I kortere perioder kan man måske finde rytmen, men det er en svær opgave som markspiller og keeper at gøre det.  Nu kan vi blive skarpere på, hvad der virker for os, og det kan blive mere kamprelateret. Det kan godt være, at man får lidt mere spilletid, hvis det hele flyder, varsler cheftræneren.

Kampen mod Skjern spilles klokken 19 i Arena Nord Frederikshavn. Den streames på nordjyske.dk, hvor den kommenteres af sportsjournalist Thomas Jasper samt håndboldagent Rasmus Skram. Det kræver som minimum et digitalt Nordjyske-abonnement at se med.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.