Sådan reagerer AaB-topscorer på utilfredse tilråb
Nicklas Helenius ærgrer sig over tidlig udskiftning mod Kolding, for han lugtede flere mål til sin konto
Opdateret kl. 08:01
Selvom AaB nok engang sejrede og rykkede tilbage på førstepladsen i landets næstbedste fodboldrække, så slap aalborgenserne ikke for lidt buhen og piften mod slutningen af hjemmekampen mod Kolding.
Trods en mand i undertal havde sydjyderne initiativet i de sidste 20 minutter af kampen og fik også sat en pyntescoring til 1-3 i nettet.
Nicklas Helenius, der fremtvang et straffespark og selv scorede fra pletten, har egentlig forståelse for, at der lød lidt kritiske røster fra tribunerne på Aalborg Portland Park.
- Det er fint, at de har høje forventninger til os, for det har vi også til os selv, så det er egentlig fair nok. Men i den sidste ende handler det om at vinde fodboldkampe og få de tre point. Det gjorde vi, og jeg synes langt hen af vejen, at vi var i fuld kontrol, siger Nicklas Helenius.
AaB havde søndag ændret system og spillede for første gang i denne sæson med tre stoppere og to wingbacks.
- Jeg synes, at vi kontrollerede kampen rigtig godt defensivt, selvom det selvfølgeligt var lidt noget sjusk, at vi gav et mål væk til sidst. Men jeg føler, at systemet (3-4-3, red.) passer vores hold bedre, fordi vi får to 10'ere ind centralt og kan få backerne længere med frem og få flere indlæg. Det viser også en styrke, at vi kunne lave systemet om og stadig vinde sikkert.
Nicklas Helenius er nu på fem scoringer i sæsonen for AaB, men det kunne være blevet til flere mod Kolding. Den første mulighed forpassede han dog selv, da han efter at have scoret til 2-0 på et straffespark lod en ny mulighed fra pletten gå videre til Younes Bakiz.
- Jeg under også andre spillere at få succes, og Younes har været skadet i en lang periode og har brug for at komme i gang. Det forstår jeg godt, så da han spurgte, sagde jeg ja, for jeg er også en holdspiller.
- Det ærgrer mig mere, at jeg blev skiftet ud efter en time, for jeg føler, at der var en masse plads, som jeg kunne have udnyttet til at score et par kasser mere. Men sådan er det, og det er også fair, at trænerne forsøger at få nogle flere spillere i gang, lyder det fra Nicklas Helenius.
AaB topper NordicBet Ligaen med 20 point - tre mere end SønderjyskE på andenpladsen.
- Vi har jo hverken tabt træningskampe eller turneringskampe, siden vi vendte tilbage efter sommerferien. Så selvom vi ikke har spillet fremragende i alle kampe, så havde vi gerne købt den her sæsonstart på forhånd, siger AaB-topscoreren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.