Fodbold

Nordjysk klub er i gang med nyt liv efter tysk kaos: Ny træner skal få bortløbne spillere hjem

Jetsmark IF forsøger at samle stumperne op efter konkursen i Jammerbugt FC, og nu er en gammel kending ansat som cheftræner i fodboldklubben

Bøje Holmsgaard Lundtoft (th.) i samtale med Klaus-Dieter Müller, der formentlig nu er endegyldig fortid i Pandrup og omegn.
Bøje Holmsgaard Lundtoft (th.) i samtale med Klaus-Dieter Müller, der formentlig nu er endegyldig fortid i Pandrup og omegn. Arkivfoto: Lars Pauli

PANDRUP: Efter godt et års kaos under den tyske ejer Klaus-Dieter Müller blev Jammerbugt FC i september begæret konkurs, og dermed blev den nordjyske fodboldklub nærmest slået tilbage til start.

I moderklubben Jetsmark IF blev det i den afsluttede efterårssæson til en femteplads i Jyllandsserien 2, men på sigt er det planen, at klubben i hvert fald skal op i Danmarksserien.

Sådan lyder meldingen fra Bøje Holmsgaard Lundtoft, der er bestyrelsesformand i Jetsmark IF, og som indtil oktober 2021 indtog samme rolle i Jammerbugt FC.

- Den sidste tid som divisionsklub var hård, så det er ikke sådan, at vi går og drømmer os tilbage til Nordicbet Ligaen. Det er ikke, derfor vi er her. Vi ser os selv mere som breddeklub end en eliteklub, og så er Danmarksserien vel det højeste niveau, siger Bøje Holmsgaard Lundtoft.

- Det kan også give nogle sjove lokalopgør, men det er ikke sådan, at vi bare skal op i Danmarksserien hurtigst muligt. Det skal bygges stille og roligt op, tilføjer formanden, der mandag kunne præsentere Allan Kjeldsen som klubbens nye cheftræner.

Han spillede divisionsfodbold i Jetsmark fra 2003 til 2004, mens han som træner har stået i spidsen for Birkelse, Nørresundby og senest Brønderslev.

Allan Kjeldsen er ny cheftræner for Jetsmarks jyllandsseriehold. Privatfoto: Nikoline Strandbæk

- Jeg har jo selv spillet med Allan i Jetsmark, og jeg har altid haft et rigtig godt forhold til ham. Jeg har fulgt hans trænerkarriere, og jeg har altid tænkt, at når Bo Zinck ikke skulle være her længere, ville han være den perfekte afløser, og nu opstod muligheden så. Allan er en træner, der har øje for hele klubben, og det er det, vi har brug for i den transitionsfase, vi er i gang med, siger Bøje Holmsgaard Lundtoft.

Under Klaus-Dieter Müllers ledelse blev Jammerbugt FC nærmest blottet for danske spillere. Efterårets jyllandsseriehold har dog talt gamle kendinge som Sead Gavranovic, Max Møller og Nicklas Sørensen, og flere vender måske tilbage.

- Jeg tror, at Allan vil være den helt rette til at påvirke, at vi måske kan hente nogle af vores bortløbne drenge hjem igen. Vi har ikke en ambition om, at vi skal ud at hente 20 spillere, men vi mangler måske noget bredde og tyngde i toppen af truppen. Vi har afgivet omkring 20 spillere til andre klubber det sidste år, fordi de måske ikke syntes, det var så sjovt at være under tyskerens kommando, og forhåbentlig kan vi hente nogle af dem hjem igen, siger Bøje Holmsgaard Lundtoft.

Det er dog stadig ikke helt afklaret, om Jammerbugt FC og Klaus-Dieter Müller er et helt afsluttet kapitel i Pandrup og omegn. Klaus-Dieter Müller har varslet, at han ville anke konkursbegæringen til landsretten, men det blev i første omgang stoppet af, at han ikke havde betalt kæreafgiften på 750 kroner.

- Jeg var til et møde i DBU Jylland 15. november, hvor hans nye advokat fortalte mig, at det nu endeligt var slut. Jeg følger dog også med inde på virk.dk (Det centrale virksomhedsregister, red.), og der er ikke sket nogle ændringer, men det er i hvert fald længe siden, vi har set ham i Pandrup, konstaterer Bøje Holmsgaard Lundtoft.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden