Nordjysk stortalent bliver professionel over natten
Malthe Hellerup fra Aalborg har taget et stort spring
Opdateret kl. 06:56
Jonas Vingegaard og Michael Valgren har i flere år repræsenteret Nordjylland og ikke mindst Thy på World Touren, men de næste nordjyder har ikke for alvor trængt sig på i køen til det højeste niveau.
Et bud på en kommende World Tour-rytter er 20-årige Malthe Hellerup, der trods sit efternavn stammer fra Aalborg.
Det professionelle danske kontinentlhold ColoQuick har sikret sig Malthe Hellerup på en kontrakt, der løber for resten af den igangværende sæson og næste sæson.
Han tiltræder lidt specielt midt i en sæson, idet parterne har indgået såkaldt stagiere-kontrakt, hvor nordjyden efter aftale kører nogle udvalgte internationale UCI-løb for ColoQuick og ellers repræsenterer sit nuværende hold Team Aalborg – Sparekassen Danmark i de øvrige løb.
- Jeg er glad for, at vi kan få indlemmet Malthe Hellerup i vores trup, siger sportschef Christian Moberg.
- Nu kommer han i første omgang på prøve som stagiere, men jeg er overbevist om, at han bliver en rytter, der også kan gøre sig gældende i U23-løbene i udlandet. Det er en rytter vi venter os meget af i 2025, siger sportsdirektøren i en pressemeddelelse.
Sammenligningen med Jonas Vingegaard ligger lige for, når man læser, hvad Christian Moberg har at sige om Malthe Hellerup.
- Malthe kører meget høje watt-tal, og det har flere udenlandske hold også bemærket og spurgt ind til. Han er en let rytter og en god klatrer, som vi så i gadeløbet forleden i Hadsten, hvor han nærmest var den eneste, der kunne følge den tidligere verdensmester Mads Pedersen op ad løbets hårdeste stigning, Søndergadebakken.
ColoQuick-sportschefen udtrykker sin store tilfredshed med det samarbejde, ColoQuick har med Aalborg-holdet, hvor holdet fra Skive tidligere på året hentede Peter Øxenberg, der næste år fortsætter til World Tour-holdet Ineos.
- Team Aalborg – Sparekassen Danmark laver et virkelig flot talentarbejde, som både de danske hold og udenlandske hold på sigt kan drage nytte af.
Malthe Hellerup, der er tredje generation i en cykelglad familie. Både hans farfar, Hans Jørgen Madsen, og hans far Martin Hellerup har kørt cykelløb på højt niveau i den danske A-klasse.
- Så jeg har jo nærmest fået cykling ind med modermælken, siger Malthe Hellerup, der startede med at køre cykelløb, da han var ni år.