Bekræftet: Vendsyssel henter tidligere AaB-keeper
Vendsyssel FF har ifølge Nordjyskes oplysninger fundet Marcus Bundgaards afløser
Opdateret kl. 14:42
Nordjyske kunne som det første medie fortælle, at Vendsyssel FF var blevet enig med Oscar Linnér om en kort kontrakt frem til sommer.
Den historie er nu blevet bekræftet, da 1. divisionsklubben har offentliggjort den 27-årige svenske keeper som ny mand i VFF-målet.
- Vi skulle på den korte bane finde en erstatning efter salget af Marcus Bundgaard til IF Elfsborg, hvor vi er landet på Oscar Linnér, som udover at være en dygtig målmand, kommer med en god erfaring gennem hans mange Allsvenskan-kampe, udtaler sportsdirektør Christian Larsen til Vendsyssels hjemmeside.
- Oscar har været med i denne træningsuge med henblik på at lande en aftale, og vi har allerede nu fået et rigtig godt indtryk af ham både på og udenfor banen. Han er heller ikke lige til at overse med sine 199 cm og han er allerede landet rigtig godt i det nordjyske, tilføjer Christian Larsen.
Marcus Bundgaard spiller sin afskedskamp for Vendsyssel FF, når holdet søndag gæster Aalborg Portland Park til et møde med AaB.
Den 22-årige keeper skrev tidligere på ugen under på en kontrakt med Elfsborg. Sideløbende med forhandlingerne med Elfsborg har Vendsyssel FF afsøgt markedet for en afløser til Marcus Bundgaard.
Her har den helt store udfordring været, at det kun er transferfrie målmænd, der er i spil, fordi det danske transfervindue - i modsætning til det svenske - for længst er klappet i.
Det er dog endt godt med kontrakten til Oscar Linnér, der har en fortid hos søndagens modstander AaB.
27-årige Oscar Linnér havde et kort ophold i AaB i efteråret 2022, da han agerede backup til Theo Sander grundet en skade til Josip Posavec. Dengang var der også tale om en korttidskontrakt til den svenske keeper, der i januar 2023 skiftede til Brommapjkarna i hjemlandet. Her var han på kontrakt til sommeren 23, og siden har han været klubløs.
Hvis alt går vel får Oscar Linnér debut for Vendsyssel FF i næste uges hjemmekamp mod Hobro IK, mens det bliver Mads Eriksen, der skal agere reserve for den nye svenske keeper.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.