Norsk håndboldprofil: - Den danske liga er på niveau med en EM-slutrunde
Sander Øverjordet var med det norske landshold til EM i januar, og niveauet er højt til EM, men den danske liga kan følge med
HÅNDBOLD: Den norske playmakerprofil Sander Øverjordet for Mors-Thy har været med i de seneste to kampe for klubben, siden han kom hjem fra EM i herrehåndbold. Niveauet til en EM-slutrunde er højt, men det er ikke et niveau ned, at det nu er HTH Ligaen, det gælder.
- Det var sjovt at være med til EM, og det gik jo godt til at starte med, men det var negativt, at vi ikke nåede det mål, vi havde sat. Alt i alt var det dog en fin oplevelse.
- Men det var også godt at komme tilbage efter en lang måned væk, og det er dejligt at spille kampe for Mors-Thy igen, siger Sander Øverjordet.
Niveauet er naturligt højt til en EM-slutrunde, men for Øverjordet er der ikke den store forskel på at spille EM eller i HTH Ligaen.
- Den danske liga er så god, at det ikke er nemmere end at spille en slutrunde, måske kun når man møder de allerbedste hold.
Efter EM-slutrunden fik den 25-årige nordmand corona, og han sad derfor ude af den første kamp mod Aalborg Håndbold, som aalborgenserne vandt, men siden har Mors-Thy vundet sine to kampe med Sander Øverjordet på holdet.
- Jeg synes, at mit niveau har været okay i de to første kampe, selvom der har været lidt træthed mentalt efter EM, siger Sander Øverjordet om sit eget niveau for Mors-Thy imod henholdsvis Skive og Skjern, hvor han scorede seks mål i den første og gik målløst fra banen i den anden.
Lørdag er modstanderen Bjerringbro-Silkeborg i HTH Ligaen på hjemmebanen på Mors, og det er vigtige point, der spilles om i forhold til top-8 - nordjyderne er på 10. pladsen, mens Bjerringbro befinder sig på sjettepladsen før opgøret.
- Det bliver en svær kamp, som det altid er mod BSH, men jeg håber, at vi kan gøre det rigtig godt, lyder det fra playmakeren, før han fortsætter om chancerne for top-8.
- Vi har muligheden, men hvis vi ser på tabellen, så er det tæt, og det kan gå begge veje. Vi tager en kamp ad gangen, men vi går helt sikkert efter at komme i top-8.
Den norske landsholdsspiller står noteret for 47 mål i HTH Ligaen i denne sæson for Mors-Thy, og han er sikkert opsat på at få slettet det kedelige 0 fra midtugens kamp mod Skjern.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.