Ny AaB-spiller er sikker: Derfor kommer vi i top-6

Forsvarsspilleren Lars Kramer har fra dag ét sat sig tungt på startopstillingen, og han er sikker på, at holdet har lært af modgangen i starten af superligasæsonen

Lars Kramers AaB-debut bød på en nedtur i Viborg, men hollænderen har i de første seks kampe vist et solidt bundniveau. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Lars Kramers AaB-debut bød på en nedtur i Viborg, men hollænderen har i de første seks kampe vist et solidt bundniveau. Arkivfoto: Bente Poder

FODBOLD:Kun én markspiller hos AaB har indtil videre spillet samtlige sæsonens 540 superligaminutter. Den ære tilfalder den nyankomne forsvarsspiller Lars Kramer, der dermed har fået god mulighed for at vise sig frem i sin nye klub - med blandet succes.

- Det har været en hektisk første tid. Jeg har allerede prøvet det meste i form af nederlag, uafgjorte kampe og senest også en tiltrængt sejr. Den slags lærer man af, og heldigvis synes jeg, at tingene nu begynder at pege i den rigtige retning for både holdet og mig selv, forklarer den 23-årige hollænder.

- Jeg kan se en stor udvikling i spillet siden første spillerunde. Når der er nye spillere på et hold, så handler det meget om kommunikation og kendskab til hinanden, og der er tingene ved at falde i hak. Stemningen mellem spillerne er god, så jeg ser med optimisme frem mod resten af sæsonen, siger Lars Kramer.

Lars Kramer har stadig sin første AaB-scoring til gode. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Lars Kramer har stadig sin første AaB-scoring til gode. Arkivfoto: Torben Hansen

- Kvaliteten på holdet fejler ikke noget. Vi har mange gode offensive spillere, som nok skal få hul på bylden. Jeg har stadig en stor tro på, at vi kommer i top-6, tilføjer forsvarsspilleren.

Han mangler endnu selv at komme på måltavlen, som han gjorde en håndfuld gange for Viborg FF i sidste sæson. En del af lørdagens afsluttende AaB-træning før kampen mod Randers FC blev da også brugt på at træne dødbolde - med hollænderens pandebrask som våben.

AaB's trup mod Randers FC

  • Cheftræner Lars Friis må til søndagens kamp se bort fra Daniel Granli og Kasper Høgh, der begge er ukampdygtige.
  • Han har udtaget følgende 21 navne til kampen mod Randers:
  • 1. Josip Posavec, 2. Kristoffer Pallesen, 3. Jakob Ahlmann, 4. Mathias Ross, 6. Pedro Ferreira, 7. Allan Sousa, 8. Iver Fossum, 9. Milan Makaric, 10. Lucas Andersen, 14. Malthe Højholt, 15. Anders Hagelskjær, 17, Kasper Kusk, 18. Louka Prip, 19. Anosike Ementa, 21. Lars Kramer, 22. Theo Sander, 25. Andreas Poulsen, 28. Jeppe Pedersen, 32. Kilian Ludewig, 38. Oliver Ross og 40. Daniel Vejby Held
  • Der er kampstart klokken 14 på Cepheus Park
  • Følg opgøret i livebloggen på nordjyske.dk eller på Canal9/Discovery+

- Forhåbentlig kommer det første mål snart, for jeg træner hårdt på det. Nu viste Mathias Ross jo vejen med sit mål senest mod Brøndby, og jeg har en ret god fornemmelse inden Randers-kampen, siger Lars Kramer.

Randers FC ligner dog en særdeles genstridig modstander. Thomas Thomasbergs tropper er Superligaens eneste ubesejrede mandskab, og de har blot lukket fire mål ind, hvilket kun FC Nordsjælland kan matche.

Lars Friis kræver samme aggressive udtryk fra sine spillere mod Randers, som han så senest mod Brøndby. <i>Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Lars Friis kræver samme aggressive udtryk fra sine spillere mod Randers, som han så senest mod Brøndby. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Randers er bare et solidt og bredt mandskab. De spiller efter deres styrker og er gode til at eliminere deres svagheder, så det er helt klart deres største styrke, at de står sammen og spiller som et hold, siger AaB-træner Lars Friis.

Det så han også tegninger til hos aalborgenserne selv, da de med 2-1-sejren over Brøndby i sidste weekend endelig fik brudt dødvandet. Her var nøgleordene vildskab, sammenhold og presspil.

- Vi har fundet ud af, at det her kan lade sig gøre, så vi skal kunne kopiere den intensitet og arbejdsindsats, som vi lagde for døren mod Brøndby. Når det er sagt, er der nogle justeringer, vi skal lave, for der er stadig ting, vi kan og skal gøre bedre, påpeger AaB-træneren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden