Ny plads tiltaler AaB-spiller: Kun målet mangler
Kilian Ludewig har fået chancen på en ny position i de seneste træningskampe, og det er en chance, som han indtil videre har fået det meste ud af
VIBORG: I de seneste træningskampe har Kilian Ludewig indtaget pladsen som venstre wing i AaB's 4-3-3-formation. Den udfordring har han løst med stor opportunisme, og her har han vist, at den store fart, han indeholder, kan komme til sin ret.
Mod Viborg begyndte Kilian Ludewig oven i købet på banen i det, der så småt kan ligne skelettet til en startformation i forårspremieren mod AGF. I efteråret blev han brugt som back og wingback, men nu er han altså kant på AaB's forreste linje. Selvom placeringen er ny i AaB-regi for den tyske lejesvend, så er det en position, som han kender ganske indgående.
- Da jeg var yngre, var jeg både angriber og wing, så jeg kender positionen og arbejdsopgaverne ganske godt. Det er faktisk meget rart at spille den position igen, siger Kilian Ludewig, der er helt med på, hvad de primære opgaver er for ham i den mere fremskudte udgangsposition.
- Det giver mig flere offensive muligheder. Jeg kommer tættere på modstanderens mål, og det er noget, som jeg godt kan lide. Det er godt, hvis jeg kan komme ind og bidrage med mål og oplæg. Jeg føler selv, at det er gået okay i de to seneste kampe som kantspiller. Det er en plads, som jeg gerne vil udvikle mig mere på, siger lejesvenden fra Salzburg.
Det har været en positiv oplevelse at se Ludewig udfolde sin fart på kanten hos AaB, men mod Viborg var han dog efterfølgende mest af alt træt af, at han ikke fik omsat en stor mulighed til et mål.
- Det var en godkendt kamp. Jeg skulle have scoret. Hvis jeg skal se kritisk på min indsats, så manglede målet, men ellers gik det okay. Spillet med bolden gik godt for mit vedkommende. I forhold til at være selvkritisk - hvilket altid er godt - så er det målet, der mangler, siger Kilian Ludewig.
I det hele taget var han træt af, at AaB ikke fik scoret i løbet af den første time, da Ludewig var en del af kampen.
- For at være helt ærlig, så er det noget lort, at vi ikke scorede i den time, jeg spillede, men vi må bare arbejde hårdt på at forbedre det i de kommende kampe. Heldigvis er det stadig pre-season, så vi har tid til at forbedre det, men det skal blive bedre, siger Kilian Ludewig.
Tyskeren er dog fortrøstningsfuld i forhold til, at de mange chancer nok skal blive omsat til mål i de kommende kampe.
- Vi skabte rigeligt med chancer, og hvis vi kan gøre det i en turneringskamp, så skal vi sørge for at omsætte dem til mål. Det vil være afgørende for os.
Erik Hamrén ser spændende perspektiver i at lade Ludewig operere som wing.
- Han fik muligheden mod Horsens på den position, og han viste sig godt frem. Kilian har nogle af de kvaliteter, som vi søger i en kantspiller. Han har fart, og det er meget vigtigt i moderne fodbold, siger Erik Hamrén, der ellers har en del andre alternativer til den plads i skikkelse af spillere som Prip, Sousa, Bakiz, Lucas Andersen og Oliver Ross.
Pladsen som højreback skal man ikke forvente at se Kilian Ludewig indtage i forårets kampe, sådan som situationen er lige nu.
- Lige nu konkurrerer han på wing-positionen. Vi har jo Pallesen og Kasper Jørgensen, der konkurrerer på højrebacken, så derfor ser vi en mulighed for ham på wingen, forklarer Erik Hamrén.