Ny spændende AaB-angriber nettede i træningssejr

Enkelte spillere fra AaB's superligatrup var med, da man besejrede Skövde med 1-0 i en kamp, som bød på et nyt ansigt og en ny målscorer

Donavan Bagou stod bag kampens eneste mål, da et meget ungt AaB-hold besejrede svenske Skövde. <i>Foto: Bente Poder</i>

Donavan Bagou stod bag kampens eneste mål, da et meget ungt AaB-hold besejrede svenske Skövde. Foto: Bente Poder

AALBORG:Søndag er der dømt fysisk test, når AaB-truppen møder ind igen efter endt sommerferie. Lørdag tyvstartede en del af AaB-truppen imidlertid  den nye sæson, da et forstærket AaB U19-hold bød Skövde fra den næstbedste svenske række op til træningsdyst. 

 Theo Sander, Oliver Klitten, Marcus Hannesbo, Jeppe Pedersen og Anosike Ementa var med på et meget ungt AaB-hold, der straks kom under pres fra Skövde, der ligger nummer fem i SuperEttan. 

Planen var oprindeligt, at det ville være et mere Superliga-baseret AaB-hold, der skulle i ilden, men det ændrede playoff-kampen mod Viborg på, da sommerferien blev udskudt en uge. Det gav i stedet en række af de unge spillere en god mulighed for at vise sig frem mod en fysisk kompetent modstander. 

Det var AaB's transitionstræner Anders Damgaard, der stod i spidsen for AaB, mens cheftræner Lars Friis indtog tilskuerens rolle. Herfra kunne han se Theo Sander diske op med et par enorme klasseredninger i første halvleg. 

Her var AaB presset godt tilbage på egen banehalvdel, men særligt Theo Sander og Oliver Klitten stod stærkt i billedet. Det samme gjorde den nye AaB-angriber Donavan Bagou. Han var på pletten efter 33 minutters spil, da Oliver Klitten serverede en perfekt tværbold for fødderne af ham. 

Normalt er jubel over mål i træningskampe en mangelvare, men dejligt befriende kunne man se, at scoringen til 1-0 betød noget for Donavan Bagou. Han er den første af flere ungdomsspillere, som AaB henter til klubben denne sommer. Den unge angriber er kommet til fra FC Midtjylland.

AaB-føringen var stik mod spil og chancer, og det i anden halvleg blev det decideret uforståeligt, at de svenske gæster ikke fik udlignet. Et par tilbud i direktør-kategorien blev formøblet. 

Den svenske uskarphed betød, at AaB fik en sejr i en kamp, hvor det er svært at påstå, at de nordjyske ungersvende var bedst spillende. Til gengæld fik et par spillere vist sig fint frem for trænerteamet. 

Glad matchvinder

Efter kampen var det en tilfreds matchvinder, der kunne gøre status over sin første kamp på Hornevej. 

Donavan Bagou er hentet til Aalborg fra FC Midtjyllands akademi, hvor han har spillet i tre år. Inden da var han en målfarlig angriber i B93. 

- Jeg er glad for den chance, jeg har fået i AaB. Det var fint for mig at komme til en klub, som for alvor tror på mig. Det er måske lige det, som jeg mangler for at kunne tage det næste skridt i min karriere, siger Donavan Bagou, der i første omgang skal spille sit sidste år som ungdomsspiller i AaB. Det betyder, at han som udgangspunkt er en del af klubbens U19-hold. 

- Mit mål er, at jeg kan komme op og smage på lidt Superliga her i AaB, men ellers handler det om at gøre det godt på U19. Jeg er blevet taget godt i mod, så det har været nemt nok at komme i gang, siger Donavan Bagou, der allerede har været i Holland med AaB's U19-hold, hvor han blev topscorer i turneringen. 

På spørgsmålet om, hvad man kan forvente fra ham, er Donavan Bagou ret klar i mælet på en ellers meget afdæmpet måde. 

- Man kan forvente mål fra mig. Jeg er en angriber, der både kan indgå i relationer og skabe min egen chance. Jeg håber, at det også bliver tilfældet i den kommende sæson, siger Donavan Bagou.

Her bestemmer jeg: Theo Sander spillede en klassekamp for AaB. <i>Foto: Bente Poder</i>

Her bestemmer jeg: Theo Sander spillede en klassekamp for AaB. Foto: Bente Poder

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.