AaB

Han troede, han skulle slutte i AaB. Nu har Thelander ophævet kontrakten

Efter 202 officielle kampe og 15 scoringer er det slut

Rasmus Thelander er officielt fortid i AaB.
Rasmus Thelander er officielt fortid i AaB. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 09:52

Det, Nordjyske lørdag aften kunne erfare, er nu officielt.

33-årige Rasmus Thelander har fået ophævet sin kontrakt med AaB.

- Rasmus Thelander har i en årrække haft stor betydning for AaB, og han var også en væsentlig faktor, da vi i sidste sæson sikrede tilbagevenden til 3F Superligaen. Alt dette skal Rasmus selvfølgelig have en kæmpe tak for, og i AaB-regi vil han altid være en legende, siger sportsdirektør James Gow i en pressemeddelelse og fortsætter:

- I optakten til indeværende sæson stod det imidlertid klart, at vi ikke kunne tilbyde Rasmus den spilletid, som han efterspørger, og derfor er vi glade for at have fundet en løsning, hvor begge parter kan kigge fremad og komme videre, og vi ønsker Rasmus alt det bedste i fremtiden.

Rasmus Thelander havde kontrakt med AaB frem til sommeren 2026, men efter fælles forståelse er samarbejdet stoppet nu.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg havde troet, at det var i AaB, jeg skulle slutte min karriere, men som så mange gange før er fodboldverdenen uforudsigelig, og derfor ser jeg nu frem til en ny og spændende udfordring. Afsluttende vil jeg gerne sende en stor tak til mine holdkammerater, de gode folk i administrationen og fansene for vores tid sammen, og som klub ønsker jeg AaB held og lykke, siger Rasmus Thelander i pressemeddelelsen.

Ifølge Nordjyskes oplysninger skal Thelander dog ikke gå arbejdsløs længe.

Et skifte til Silkeborg IF er på trapperne, og her vil han blive genforenet med cheftræner Kent Nielsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden