Okore glæder sig over mål: Målmanden skal jo nødig være banens bedste hver gang
AaB holder nullet, men har svært ved at ramme nettet i den anden ende
Opdateret 20. maj 2022 kl. 14:05
FODBOLD: AaB vandt mandag aften med 1-0 over AC Horsens, men det var en kamp, hvor AaB med rette burde have vundet langt større - i stedet blev det som altid lidt nervøst i de sidste minutter, når et hold kun fører med en enkelt pind.
Men med sejren kom der tre point på tavlen, og AaB kan samtidig glæde sig over, at der ikke er gået mål ind imod dem endnu i denne sæson.
- Jeg synes, vi står rigtig godt nede bagved, og vi holder dem væk fra store muligheder. I anden halvleg er der måske en enkelt gang, hvor det er ved at blive farligt på et indlæg, men vi føler hele tiden, at vi har styr på dem, siger Jores Okore, der flere gange kom godt foran sin direkte modstander og afværgede situationer.
- Vi kommer godt op på dem i presspillet og skaber flere gode muligheder på den måde. Men vi skal gerne have scoret noget mere i den anden ende. Det er jo ikke så godt, hvis de andres målmand er banens bedste, hver gang vi spiller, siger forsvarsspilleren.
Han havde selv et par gode muligheder efter hjørnespark, som dog heller ikke blev udnyttet.
- Nej, det nytter nok ikke at rykke mig frem i front heller. For jeg kunne jo heller ikke score, siger han med et stort grin.
De to gange rent bur kommer måske som en overraskelse efter holdets testkampe, hvor målene nærmest peb ind om ørerne på Jacob Rinne og Andreas Hansen.
- Testkampe er jo til for at prøve nogle ting af og spille nogle andre formationer, og selvom de også er gode at vinde, så er det stadig testkampe. Så det var vi egentligt ikke så bekymrede over. Generelt synes jeg, at vi har fået en god base,og kan vi holde nullet, så skal der jo kun en enkelt pind ind i den anden ende, siger han.
AaB spiller søndag på udebane mod SønderjyskE.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.