Omdiskuteret bokser fra Algeriet sikrer sig OL-medalje
Imane Khelifs første kamp tog kun 46 sekunder, fordi modstanderen opgav. Lørdag holdt modstanderen tre runder.
Den omdiskuterede bokser Imane Khelif er videre til semifinalerne ved OL og er sikker på at vinde en medalje.
Lørdag vandt den 25-årige algerier med alle fem dommerstemmer over Anna Luca Hamori fra Ungarn.
Ungareren holdt sig på benene i alle tre runder mod den hårdtslående Khelif, der de seneste dage har befundet sig i en næsten verdensomspændende mediestorm.
Det skyldtes, at hendes italienske modstander i første kamp, Angela Carini, valgte at trække sig efter kun 46 sekunder.
Den korte kamp mellem Khelif og Carini har sidenhen fået stor opmærksomhed og sat gang i en international debat om, hvorvidt algerieren er berettiget til at stille op i Paris.
Sidste år blev Khelif diskvalificeret af Det Internationale Bokseforbund (IBA) til VM. IBA hævder, at Khelif dumpede en test, der viste, at hun havde konkurrencemæssige fordele i forhold til andre kvinder.
Da den nordafrikanske bokser lørdag indtog bokseringen i Paris, var opbakningen massiv fra algeriske tilskuere.
Den store debat de seneste dage har formentlig været med til at opildne hendes støtter, og dem der vil have hende ud af OL-turneringen.
De skabte larm hver gang, Khelif gik i offensiven mod ungarske Anna Luca Hamori.
Selv om ungareren tog imod en del slag, så blev hun stående på benene, men var uden chance.
Khelif kunne derfor til øredøvende jubel i boksearenaen få løftet den ene arm i vejret af kampdommeren.
Der bokses ingen bronzekampe i den olympiske bokseturnering, og derfor er Imane Khelif som minimum sikret en medalje.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.