Overbelastet Arnoldsen har fået klar besked fra Jan Larsen
Thomas Arnoldsen har ubetinget opbakning fra Aalborg Håndbolds ledelse til at komme oven på fysisk og mentalt, inden han skal spille håndbold igen

Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen understreger, at man fra klubbens side også har skåret igennem i forhold til at give Thomas Arnoldsen en pause. Foto: Henrik Bo
Jan Larsen er blevet kendt som en benhård håndboldkøbmand, der har som udtalt mål at skabe verdens bedste håndboldklub, men når det kommer til at beskytte sine spillere, så er der også en anden side af håndbolddirektøren.
Det er blevet meldt ud, at Thomas Arnoldsen er ude på ubestemt tid på grund af fysisk såvel som mental overbelastning. Det er en situation som Jan Larsen, Stefan Madsen og den øvrige sportslige sektor har været meget opmærksom på lige fra første træning.
- Thomas har brug for den her pause, og det er alle parter indforstået med. Det kan være svært for en ung mand, der bare gerne vil ud at bevise sig selv i en ny klub, men vi har taget nogle gode snakke med Thomas, så han er også indforstået med, at det er bedst, han får noget pause, så han kan komme oven på, siger Jan Larsen, der har fået leveret et budskab, der er svært at misforstå.
- Vores branche kan være en hård verden, men her er det bare vigtigt, at Thomas forstår vigtigheden af, at han kommer sig. Jeg ved ikke, hvornår han kan spille håndbold igen, og det er heller ikke vigtigt i første omgang. Det har han også fået at vide, siger Jan Larsen.
Han kunne sammen med den sportslige sektor se, at efterdønningerne fra et hårdt program ikke bare aftog for Thomas Arnoldsen, så på et tidspunkt blev der trukket en streg i sandet.
- Efter vores træningstur til Tyskland har vi konstateret, at Thomas ganske enkelt har brug for noget ro. Han har kørt et hårdt program med mange kampe i lang tid, og sommeren har han brugt sammen med U21-landsholdet til VM-slutrunde, så vi har hele tiden været opmærksomme på, hvordan han så ud fysisk og mentalt. Af præventive grunde har vi nu valgt dette skridt.
Under den omtalte slutrunde ramte Thomas Arnoldsen aldrig det forventede niveau, og de tydlige tegn på træthed efter en hård sæson har altså også været et tema efter skiftet til Aalborg Håndbold.
- Han var allerede mærket, da han havde første træningsdag, og så har vi observeret på, om det blev bedre, når han kom i gang, men vi må bare konstatere, at Thomas har brug for en pause, og derfor har vi haft nogle eksperter inde over for at se på situationen, siger Jan Larsen.
Aalborg Håndbolds direktør fortæller, at Thomas Arnoldsen er ved godt mod situationen taget i betragtning, og troen på Thomas Arnoldsen-succes i Aalborg-trøjen er stadig intakt.
- Jeg er sikker på, at vi nok skal få en stærkt spillende Thomas Arnoldsen at se, når han kommer tilbage. Det er bare lidt sværere at gøre sig klog på, hvornår det er. Vi snakker jo ikke om en forstuvet ankel her, siger Jan Larsen.
I februar blev Mikkel Hanen sygemeldt med stresslignende symptomer, så Aalborg Håndbold har lidt erfaring med spillere, der er ude af andre årsager end klassiske håndboldskader.
- Man kan ikke sammenligne de to sager, men det er klart, at vi har lidt erfaring. Overordnet vil vi gerne passe på vores spillere, så derfor har vi også taget den her situation med Thomas Arnoldsen meget seriøst hele vejen igennem, siger Jan Larsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.