Fodbold

Overraskende transfer: Frederik Børsting vender hjem

Frederik Børsting sætter kursen hjem mod Nordjylland i et opsigtsvækkende skifte

Frederik Børsting laver et overraskende comeback til nordjysk fodbold.
Frederik Børsting laver et overraskende comeback til nordjysk fodbold. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 20:05

Frederik Børsting vender hjem til Nordjylland, men lidt overraskende er det som ny spiller i Vendsyssel FF og ikke hjerteklubben AaB. 

Skiftet er meget overraskende, da det kommer på bagkant af den bedste sæson i Børstings karriere. Sammen med Brann Bergen blev han pokalvinder og vandt sølv i ligaen i Norge sidste år. Alt sammen med Frederik Børsting som en stamspiller og stor profil. 

På den baggrund er det også en ret glad sportsdirektør i Vendsyssel FF, der kan glæde sig over tilgang nummer to på en travl søndag. Tidligere på dagen kunne man også præsentere en anden tidligere AaB-spiller i form af Rasmus Thellufsen som ny mand i den hvide trøje. 

- Frederik har haft et ønske om at komme hjem, og her har vi haft en god dialog med ham. Det er naturligvis en mulighed, som vi har forfulgt med stor interesse, fordi Frederik kommer fra en sæson, hvor han har vist et rigtig godt niveau, siger Christian Larsen til Nordjyske. 

Vendsyssel FF har som udgangspunkt været mest på udkig efter en central forsvarsspiller i dette vindue, men da muligheden for at hente den tidligere AaB-spiller til klubben viste sig, så var sportsdirektøren ikke i tvivl. 

Heller ikke selvom det nu er en halvstor trup, han råder over med søndagens to tilgange. 

- Både Rasmus og Frederik er to spillere, som vi gerne vil have med i det langsigtede arbejde her i klubben. Derfor slår vi også til nu, for det er ikke sikkert, at vi får præsenteret sådan et par muligheder igen til sommer, siger Christian Larsen, der håber, at han kan sende et par spillere ud af døren i det igangværende transfervindue. 

Ligeledes er det stadig en ambition, at man får fat i en ny midtstopper, der kan supplere i forårets kampe. Her er kravet dog også, at det er en spiller, som man kan arbejde med på den lange bane. 

Selv glæder Frederik Børsting sig til at komme i gang hos Vendsyssel FF, og han er meget glad for, at han nu kan vende hjem til Nordjylland sammen med familien. 

- Jeg er supertilfreds med, at vi har fundet den her løsning i Vendsyssel. Der var et ønske om at komme hjem til Nordjylland, og her viste Vendsyssel straks stor interesse for mig, siger Frederik Børsting til Nordjyske.

Frederik Børsting har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden