Hobro IK

På juleferie efter skuffende Hobro-efterår: - Omklædningsrummet er dødt

Remis mod Kolding i årets sidste divisionskamp er meget sigende for Hobro IK's efterår

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Foruden et fremragende mål af Mathias Haarup efter tre minutter havde Hobro IK fredag svært ved at true Frederik Ibsen i Kolding-målet.

Kampen endte således 1-1, selvom nordjyderne spillede sig frem til flere markante chancer gennem opgøret mod et af 1. divisions bundhold. Dermed endte Hobro efteråret med en dårlig smag i munden, som kan være meget sigende for returen til landets næstbedste fodboldrække og den efterfølgende halvsæson.

- Det har været et meget ujævnt efterår. Det må vi erkende. Der har været nogle lyspunkter ind imellem, men der har også været mange bump. Vi må se, om vi kan strømline det hele. Der har ikke været en periode med succes på succes. Vi skal altid op af hullet. Der skal vi finde et andet udtryk fra starten af foråret, siger anfører Jonas Brix-Damborg.

- Vi har lukket rigtig mange mål ind. Men vi ser bedre ud defensivt nu og har ikke tilladt så mange chancer, tilføjer han.

Sejren mod Kolding IF havde hjulpet godt på håbene om at komme med i 1. divisions oprykningsspil. Seks divisionskampe inde i foråret opdeles rækken nemlig i op- og nedrykningsslutspillet - og Hobro vil helst være med, hvor de bedste hold spiller.

- Vores overskyggende mål er at komme i top-seks. Med tre point var vi taget et skridt i den rette retning. Så det er en kæmpe skuffelse, og omklædningsrummet er helt dødt, siger midtbanespilleren.

Dermed må han og resten af truppen gå på jule- og vinterferie efter et efterår, hvor man ikke levede op til forventningerne. Hobro har vundet seks kampe, tabte syv og spillet tre uafgjort i efteråret.

De indtager foreløbigt en sjetteplads i tabellen - men kan vippes af pinden lørdag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.