På rov hos ligakonkurrent: Aalborg Håndbold henter ny profil
Den øjeblikkelige topscorer i mændenes håndboldliga hentes til Aalborg Håndbold på en tre-årig kontrakt
HÅNDBOLD: Trods en øjeblikkelig førsteplads i Primo Tours Ligaen og pæn succes i håndboldens Champions League så ligger Aalborg Håndbold med direktør Jan Larsen i spidsen ikke på den lade side.
Klubben har netop skrevet kontrakt med Primo Tours Ligaens øjeblikkelige topscorer Nikolaj Læsø.
Han er blevet købt fri af sin nuværende kontrakt med Århus Håndbold og tiltræder i den nordjyske klub på en tre-årig kontrakt fra sommeren 2020.
Nikolaj Læsø kommer dermed til at spille sammen med en tidligere klubkammerat fra Århus håndbold - nemlig Sebastian Henneberg, der efter et mellemspil fra i sommers i norske Elverum i sidste uge også skrev under på en tre-årig kontrakt med Aalborg Håndbold.
Den 22-årige Nikolaj Læsø er bagspiller og har fået en flyvende start på den indeværende sæson, hvor han ligger suverænt i spidsen af topscorerlisten i Primo Tours Ligaen med 58 mål i hidtidige syv kampe.
- Jeg glæder mig virkelig meget over tilgangen af Nikolaj Læsø. Han er en utrolig dygtig spiller, der besidder et fremragende skud og et godt blik for spillet, mens han samtidigt er en glimrende forsvarsspiller. Derudover har han fortsat potentialet til at bygge endnu flere lag på sit spil, siger direktør Jan Larsen i en pressemeddelelse.
Nikolaj Læsø kalder det "et naturligt skridt at tage" for ham at skifte til håndboldligaens tophold.
- Jeg er klar på nye og større udfordringer og føler, at Aalborg Håndbold er det helt rigtige valg for mig. Jeg ser frem til at blive en del af klubben og til at spille med om titler foran de mange nordjyske håndboldfans, siger Nikolaj Læsø.