AaB

Pallesen om straffespark: - Jeg kunne godt have tænkt mig, at han havde kigget den igennem

SønderjyskEs straffespark var diskutabelt, mener Kristoffer Pallesen.

Dommer Benjamin Willaume-Jantzen skulle have søgt hjælp hos VAR i forbindelse med SønderjyskEs straffespark, mener Kristoffer Pallesen. Foto: Henrik Bo
Dommer Benjamin Willaume-Jantzen skulle have søgt hjælp hos VAR i forbindelse med SønderjyskEs straffespark, mener Kristoffer Pallesen. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret 20. maj 2022 kl. 15:16

FODBOLD: AaB's fejl blev straffet, da den nordjyske superligaklub søndag tabte 1-3 til SønderjyskE og led sæsonens første nederlag.

Offensivt blev flere oplagte muligheder misbrugt, og defensivt var det også personlige fejl fra AaB-spillerne, der førte til SønderjyskEs scoringer.

En af synderne var Kristoffer Pallesen, der i første halvleg begik et straffespark, da han ifølge dommer Benjamin Willaume-Jantzen satte armen på et indlæg.

Pallesen var dog overrasket over, at Willaume-Jantzen ikke fik hjælp hos videodommersystemet VAR.

- Jeg mistimede mit indgreb og gav ham chancen for at dømme den, men jeg synes, at bolden sad meget højt oppe. Jeg kunne godt have tænkt mig, at han var gået ud for at kigge den igennem, for jeg synes, at kendelsen kan diskuteres. Det irriterer mig, for vi har VAR, fordi vi ikke skal diskutere den slags, siger Kristoffer Pallesen.

En skade til Daniel Granli gjorde, at Kristoffer Pallesen efter en halv times spil blev sendt ud på dybt vand, da han måtte forlade sin position som wingback for at glide ned som stopper i AaB's tremandsforsvar.

- Jeg blev kastet ud af min comfortzone, for det var to væsentligt forskellige pladser, jeg spillede i dag. Jeg har hverken trænet eller spillet kampe som stopper, så det krævede noget tilvænning.

- Jeg synes, at jeg fandt ok ind i det i anden halvleg, men det er selvfølgelig en plet på min præstation, at jeg gav ham mulighed for at dømme det straffespark, siger Kristoffer Pallesen.

Han erkendte, at nederlaget i Haderslev var AaB's egen skyld.

- Helt sikkert. Vi lavede fejl i både den ene og anden ende, og for tredje gang i træk står modstandernes målmand jo med en tårnhøj redningsprocent. Vi mangler ikke at komme frem til chancerne, men vi mangler at score på dem.

- Det havde dog været værre, hvis det havde været omvendt. Vi bliver nødt til at hænge vores hat på, at vi har nogle fornuftige ting kørende. Så skal vi bare have lagt de sidste procenter på, men de er også de sværeste, siger Kristoffer Pallesen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden