Piraterne røg ind i sæsonens første hjemmebanenederlag i DM-revanche
Aalborg Pirates leverede noget, der mindede om sæsonens dårligste hjemmebanepræstation, da man tabte 4-3 til Rungsted Seier Capital.

Nikolaj Carstensen og Aalborg Pirates ramte ikke det vanlige niveau, da man tabte til Rungsted. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm
ISHOCKEY:For Rungsted var det første gang, at mesterholdet besøgte Gigantium, siden mesterskabet blev sikret netop her i april. Da Rungsted-spillerne løb på isen blev der smidt oppustelige champagneflasker på isen. Sikkert for at markere Pirates-supporternes syn på nordkøbenhavnerne som værende en flok champagnedrenge, men for Morten Jensen, Marcus Olsson og de øvrige gengangere kunne det let have været et kærligt flashback til den champagnesprøjt, der fandt sted ved det forrige besøg.
Rungsted har ikke helt fået den sæsonstart, som man kunne forvente. Skader har sat en stav i skøjterne for Lars Seiers hockeyprojekt. Således var der også flere fraværende profiler, da Rungsted havde taget turen til Aalborg.
Pirates måtte for sin del undvære Kirill Kabanov og Emil Marcussen, så målt på fravær var det meget lige vilkår. Det resulterede i en meget lige kamp. Rungsted Seier Capital præsenterede sig selv i en markant bedre udgave, end man har oplevet i de foregående kampe.
1. periode kom langt hen ad vejen til at handle om manglende skarphed i powerplay. Dette gjorde sig gældende for begge hold, der tillod modstanderen at score, mens man var en mand i overtal.
Først bragte André Stærmose Rungsted foran, mens Tim Daly var sendt i skammekrogen for gæsterne. Den historie gentog sig kort efter med omvendt fortegn, da Julian Jakobsen fik udlignet, mens piraterne var en mand mindre på isen.
Aalborg Pirates - Rungsted 3-4
Periodecifre: 1-1, 2-2, 0-1
Mål: 0-1 André Stærmose (3.16), 1-1 Julian Jakobsen (16.17), 1-2 Donat Szita (26.43), 2-2 Stephen Andersson (27.32), 3-2 Tobias Ladehoff (32.32), 3-3 Marcus Olsson (28.47), 3-4 Mathias Hansen (49.44)
Udvisningsminutter: Aalborg Pirates 6, Rungsted 6
Tilskuere: 2078
Aalborg Pirates kæmpede meget med defensiv disciplin i sidste sæsons slutspil. Der manglede noget konsekvens, når pucken skulle ud af egen zone.
Nogenlunde samme takter kunne spores i onsdagens præstation. Her var det nemlig manglende konsekvens i egen zone, der var stærkt medvirkende til, at de forsvarende mestre fik scoret to gange i løbet af 2. periode.
Først udnyttede Donat Szita, at Aalborg ikke fik pucken ud af egen zone trods flere muligheder efter et powerplay til udeholdet. Da Marcus Olsson mod periodens slutning gjorde det til 3-3, var det en konsekvens af en manglende tackling fra to-tre Aalborg-spillere sekunder forinden.
Imellem de to Rungsted-scoringer lignede Aalborg Pirates ellers et hold, der var på vej mod en pauseføring. Under et minut efter Rungsteds 2-1-scoring havde Stephen Andersson udlignet for piraterne, og Tobias Ladehoff bragte kort efter Pirates i front for første gang i kampen, da han gjorde det til 3-2.
I øvrigt var det Ladehoffs femte scoring i denne sæson i sin blot syvende kamp. Sidste sæson brugte Ladehoff 49 kampe i grundspil og slutspil på at nå samme antal scoringer.
Pirates formåede aldrig for alvor at finde rytmen i spillet. Den normalt så udtalte evne til at udskøjte modstanderholdet var ikke tilstede denne aften. Defensivt så det også alt andet end imponerende ud.
Meget sigende for den blodfattige indsats bragte Rungsted sig foran 5-4, da man for anden gang i kampen scorede med en mand mindre på isen. Mathias Hansen fik det til at ligne en fordel at spille boxplay, da han udnyttede sløvt forsvarsspil fra hjemmeholdet.
Det er fortsat meget tidligt på sæsonen, men der er ingen tvivl om, at meget fortsat skal spilles på plads. Aalborg Pirates vandt skudstatistikken klart, og chancerne til en sejr var bestemt også til stede, men uskarphed var et gennemgående pirat-tema denne aften.
Skudstatistikken vandt Aalborg 33-21, men det var den eneste sejr, man fik denne aften.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.