Pokalfinalen nærmer sig: Skadet AaB-duo er i kamp mod tiden

Tre stamspillere er ude, når AaB fredag aften gæster AGF

Magnus Christensen blev skadet for halvanden uge siden mod FC København, og torsdag var henvist til at træne med fysioterapeuterne Morten Skjoldager og Simon Enevoldsen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix <i>Ritzau Scanpix</i>

Magnus Christensen blev skadet for halvanden uge siden mod FC København, og torsdag var henvist til at træne med fysioterapeuterne Morten Skjoldager og Simon Enevoldsen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

FODBOLD:Det bliver i en svækket udgave, at AaB fredag aften gæster AGF i 3F Superligaens mesterskabsspil.

Magnus Christensen og Jacob Rinne, der begge blev skadede for halvanden uge siden, da AaB tabte 0-2 på udebane til FC København, er endnu ikke spilleklar.

- Vi kan godt afskrive dem i forhold til kampen i morgen, siger cheftræner Jacob Friis, der også må se bort fra karantæneramte Jakob Ahlmann.

AaB-træneren føler sig heller ikke overbevist om, at han har Jacob Rinne og Magnus Christensen til rådighed til onsdagens pokalfinale mod SønderjyskE.

- Jeg ved det ikke. Jeg er klogere på det på mandag, siger AaB-træneren.

Uden Jacob Rinne, Magnus Christensen og Jakob Ahlmann skal AaB fredag aften forsøge at rejse sig efter en hidtil skuffende indsats i mesterskabsspillet, hvor AaB i de tre klare nederlag til FC Midtjylland, FC København og FC Nordsjælland har en målscore på 0-8.

Siden lørdagens 0-4-nederlag til FC Nordsjælland er Lasse Stensgaard og Allan K. Jepsen erstattet af Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen som Jacob Friis' to assistenter, og fredagens kamp skulle også gerne bringe spillemæssige forandringer med sig.

- Vi må erkende, at vi har lukket for mange mål ind, så det vil være et godt sted at starte, hvis vi kan forbedre den del, for vi kan ikke være med i det her selskab, hvis vi lukker to-fire mål ind i hver kamp, siger Jacob Friis.

Til gengæld kan AaB-træneren glæde sig over, at den hidtil eneste sejr efter coronapausen faldt mod netop fredagens modstandere fra AGF, som AaB den 10. juni slog 3-2 i semifinalen i Sydbank Pokalen.

- Den måde, vi spillede på i den kamp, er i hvert fald en måde at slå dem på. Der er mange nuancer i det, men selvfølgelig har vi noget af det, vi gjorde godt i den kamp, in mente i forhold til morgen, men vi har også forberedt os på, at modstanderen selvfølgelig har taget højde for det. Man skal have flere strenge at spille på, hvis man vil være med i topfodbold, siger Jacob Friis.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.