AaB

Poulsen har prøvet nedrykningskamp før: - Der er meget større tro på det her i AaB

Andreas Poulsen ligner en spiller, der er klar til at tage større ansvar på AaB-holdet i forårets kampe

Andreas Poulsen kan meget vel gå et stort forår i møde, hvis han kan lægge yderligere lag på efterårets præstationer.
Andreas Poulsen kan meget vel gå et stort forår i møde, hvis han kan lægge yderligere lag på efterårets præstationer. Foto: Martél Andersen

OLIVA: Det skabte stor begejstring, da AaB i sommerpausen kunne annoncere, at klubben havde sikret sig Andreas Poulsen, der skiftede fra Borussia Mönchengladbach. 

Den lynhurtige venstreback kom til Nordjylland med et ønske om at kickstarte en karriere, der aldrig for alvor kom til at skyde den fart i Tyskland, som en stor overgangssum og et indlysende potentiale havde givet løfter om. 

I sine første uger i AaB var Andreas Poulsen skadet. Da han endelig kom i kamp, blev de gode takter i høj grad overskygget af AaB's resultatmæssige udfordringer. Det blev til over 900 minutters fodbold fordelt på 14 superligakampe og to pokalkampe for AaB i efteråret med en tydeligt opadgående præstationskurve for Poulsen.

- Jeg skulle lige finde ind i en kampform. Jeg ledte lidt efter mit niveau i begyndelsen i og med, det er lang tid siden, jeg havde spillet kampe, men til sidst fandt jeg et godt niveau, og jeg fik leveret godt. Derfor kom vinterpausen også dårligt for mig, siger Andreas Poulsen, da han bliver bedt om at opsummere sin første halvsæson i AaB.

Med indsatser i 14 kampe er Andreas Poulsen godt på vej mod den mest aktive sæson som seniorspiller, hvilket også var et af de store mål med skiftet til AaB.

- Det betyder meget, at jeg er kommet ind i et forløb, hvor jeg kan spille meget. Det har været svært ikke at spille så meget i de seneste år. Nu føler jeg mig til gengæld fit og i kampform, så jeg er rigtig glad for, at jeg har fået muligheden her i AaB. 

- Jeg har ventet på chancen længe. Jeg tog chancen og rejste til udlandet, da jeg fik muligheden for det. Det lykkedes ikke, så jeg er bare glad for, at AaB gav mig chancen for at få mine kvaliteter bragt i spil, siger Andreas Poulsen, der lige p.t. ligner førstevalget på AaB's venstreback, hvor han dog får yderst kompetent konkurrence fra Jakob Ahlmann.

Vil bygge på

Derfor er Poulsen også presset til hele tiden at levere på et højt niveau, da Ahlmann helt sikkert også kan tilbyde meget godt til AaB-holdet. Noget af det, som Andreas Poulsen kan byde ind med er offensive kvaliteter.

- Jeg føler, at jeg mod slutningen af efteråret var i stand til at hjælpe AaB, og det vil jeg rigtig gerne ind at bygge videre på i foråret.

Om det så er som back eller wingback spiller ikke den store rolle for den tidligere udlandsprof.

- Det passer mig egentlig fint at spille back. Det er noget, jeg har spillet nærmest hele min ungdom og i tiden i Tyskland. Det er klart, at jeg skal forsøge at blive farlig offensiv, som jeg blev i efteråret, selvom det nu er på en back. Mit håb er, at vi kan finde en taktik, der også giver mulighed for, at jeg kan bidrage meget offensivt, siger Andreas Poulsen.

Her bliver Andreas Poulsen tiljublet af holdkammeraterne efter sin scoring mod Silkeborg i efteråret. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Han vendte hjem til Danmark og AaB efter en periode, hvor det ikke blev til det håbede gennembrud i Tyskland, men det var dog tættere på, end mange måske går og tror herhjemme. 

- Jeg føler, at jeg var rigtig tæt på at få mit gennembrud i Mönchengladbach, selvom jeg ikke fik et eneste minut i Bundesligaen. Det er klart, at der lige manglede det sidste hele tiden, og jeg manglede måske også lige den heldige chance, som nogle får. Jeg følte, at jeg gjorde det rigtig godt og egentlig også havde fortjent at få chancen, men det er jo bare sådan det er, siger Andreas Poulsen, der ikke kan klage over manglende chancer for at spille sig ind i AaB-fansenes hjerter. 

Der er ingen tvivl om, at tiden i Tyskland har hærdet Andreas Poulsen, så han i en alder af blot 23 år er i stand til at byde ind med mere end blot fodbold. Der er også vigtige erfaringer at trække på.

- Jeg har nogle erfaringer, som jeg kan bruge i den nuværende situation. Jeg var på leje i Ingolstadt, hvor vi endte med at rykke ned. Der var det en helt anden situation, end det er her i AaB. Der er meget større tro på det her i AaB, og der er helt andre kvaliteter, så vi mangler måske bare det sidste, hvor vi får det hele til at spille sammen. Det er jo det, vi håber på at finde frem til her i pre-season, siger Andreas Poulsen, der er meget optimistisk på AaB's vegne.

- Det er ikke særligt meget, vi mangler for at få det til at klikke. Der er kommet kvalitetsspillere ind, og nu har vi muligheden for at spille det hele sammen og gå i detaljer med det hele. Så jeg er sikker på, at vi nok skal stå snor-lige. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden