Randers-boss holder en dør på klem for AaB: Thomasberg-dialog kan blive genoptaget
Randers FC's sportslige og kommercielle direktør forventer dog ikke, at AaB vender tilbage med et forbedret bud
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:15
FODBOLD: Randers FC's Thomas Thomasberg har været det varmeste bud på Martí Cifuentes' efterfølger som cheftræner i AaB, men det blev der umiddelbart sat en stopper for torsdag morgen, da Randers FC på sin hjemmeside fortalte, at man har valgt at afbryde forhandlingerne med AaB.
De to klubber kunne ikke nå til enighed, og Randers FC havde brug for en afklaring, forklarer klubbens sportslige og kommercielle direktør, Søren Pedersen.
- Den her sag har kørt i så lang tid nu, og vi er i et transfervindue, som Thomas er en stor del af. Vi har også nogle spillere, der er nødt til at vide, hvor vi står, og derfor var det vigtigt for mig at slå fast, at Thomas bliver her, siger Søren Pedersen, der ikke vil fortælle, hvor langt de to klubber var fra hinanden.
- Jeg har ingen kommentarer til forhandlingerne og økonomien i det, siger Søren Pedersen.
Hos AaB sagde sportschef Inge André Olsen tidligere torsdag til Nordjyske, at Thomas Thomasbergs navn stadig står på nordjydernes blok. Søren Pedersen afviser heller ikke, at dialogen kan genoptages, hvis AaB vender tilbage med et bedre bud.
- Vi er altid åbne for bud på vores spillere og trænere, men som udgangspunkt er den lukket, siger Søren Pedersen.
Hvis AaB ikke lykkes med at finde en permanent løsning på cheftrænerposten denne vinter, kunne et andet scenarie være, at dialogen om Thomas Thomasberg genoptages med henblik på, at den tidligere Hobro-træner overtager tøjlerne i Aalborg med virkning fra næste sæson.
- Det kunne nemt ske. Som sagt lever vi også af at sælge spillere og trænere, for en del af vores strategi er, at der skal transferkroner i kassen, konstaterer Søren Pedersen.
De nu afbrudte forhandlinger har dog fået et efterspil. Mens Inge André Olsen over for Nordjyske undrede sig over, at Randers har haft behov for at fortælle om dialogen med AaB offentligt, svarede Søren Pedersen igen hos Tipsbladet.dk.
- Det ville jeg også gerne have haft, at de var (at forhandlingerne var blevet holdt fortrolige, red.), men så tror jeg, at han skal have styr på nogle af sine agenter, som taler rundt omkring, sagde Søren Pedersen til Tipsbladet.dk.
Den kommentar ønsker han dog ikke at uddybe.
- Jeg tror godt, at Inge ved, hvad jeg mener med det. Men jeg beskylder ikke ham for at lække noget. Vi har et fint forhold, og jeg har stor respekt for ham, siger Søren Pedersen, der ikke mener, at forhandlingsklimaet mellem de to klubber har lidt skade.
- Overhovedet ikke, siger Randers-bossen.
Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.