Fodbold

RB Leipzig slår tamme Dortmund og booker pokalsemifinale

Med en 2-0-sejr over et tamt Dortmund-mandskab blev Leipzig klar til semifinalen i den tyske pokalturnering.

Timo Werner (i midten til venstre) jubler med sine holdkammerater efter sin scoring.
Timo Werner (i midten til venstre) jubler med sine holdkammerater efter sin scoring. Jan Woitas/Ritzau Scanpix

RB Leipzig kom onsdag et skridt nærmere et forsvar af titlen som tysk pokalmester.

Her spillede holdet sig nemlig på eget græs videre til semifinalen i dette års udgave af turneringen. Borussia Dortmund blev slået 2-0.

Timo Werner gjorde det til 1-0 cirka halvvejs i første halvleg, da han i feltet satte indersiden på en tværaflevering fra Mohamed Simakan og vinklede bolden i mål.

Først otte minutter inde i tillægstiden blev det så 2-0. Dortmund sendte alt frem - inklusive målmanden - på et hjørnespark, og det straffede Leipzig. Willi Orban bankede det sidste søm i gæsternes kiste.

Yussuf Poulsen var på grund af en muskelskade ikke med i Leipzigs trup.

Med Peter Vindahl Jensen i målet i hele kampen røg Nürnberg tidligere onsdag aften ud pokalturneringen, da det i kvartfinalen mod Stuttgart endte 0-1.

Enzo Millot stod for kampens ene mål. Franskmanden modtog bolden med kun Vindahl Jensen foran sig og prikkede den forbi danskeren.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden