AaB

Reddede Eriksens liv: AaB-fys modtager international pris

AaB's fysioterapeut Morten Skjoldager har modtaget en Uefa-hæder for at redde Christian Eriksens liv

Morten Skjoldager kommer i fint selskab efter sin indsats for at redde Christian Eriksens liv. Arkivfoto: Bente Poder

Morten Skjoldager kommer i fint selskab efter sin indsats for at redde Christian Eriksens liv. Arkivfoto: Bente Poder

FODBOLD:AaB’s dygtige fysioterapeut Morten Skjoldager modtog torsdag eftermiddag en international hædersbevisning sammen med resten af sundhedsstaben omkring det danske fodboldlandshold og anfører Simon Kjær.

Skjoldager, landsholdslæge Morten Boesen og kaptajn Kjær modtog Uefas President’s Award, der gives til fodboldfolk, som har udmærket sig ved fremragende præstationer, professionel ekspertise og eksemplariske personlige kvaliteter. Prisen gives til det danske team for indsatsen i forbindelse med Christian Eriksens kollaps under EM-kampen mod Finland i juni. Her var Morten Skjoldager at finde midt i orkanens øje, da han, Morten Boesen og den øvrige sundhedsstab kæmpede heroisk og reddede Christian Eriksens liv, da han blev ramt af et hjertestop.

Siden har anerkendelsen været stor af den indsats, der blev ydet fra Morten Skjoldagers og det øvrige teams side. Nu har Uefa også anerkendt indsatsen ved at tildele dem President’s Award, der tidligere er blevet tildelt personer som Sir Bobby Robson, Paolo Maldini, Franz Beckenbauer, Johan Cruyff, Eric Cantona og David Beckham.

- Jeg er selvfølgelig stolt over anerkendelsen sammen med landsholdslæge Morten Boesen. Det er en flot liste med mange store navne, konstaterer Morten Skjoldager til Nordjyske.

Det er dog ikke selve prisen, han er mest stolt over. Det er og bliver den måde, man fik håndteret den livstruende situation på. En måde som har været afgørende for, at Christian Eriksens liv ikke sluttede alt for tidligt.

- Jeg er mest stolt over at vores setup og procedurer fungerede, når situationen krævede det. Det var en indsats hvor både det medicinske team og spillerne handlede på en effektiv måde, siger Morten Skjoldager.

Christian Eriksen har i forbindelse med uddelingen af prisen sendt sin tak til staben, der handlede hurtigt.

- Jeg vil gerne takke Morten Skjoldager, Morten Boesen og det medicinske hold, der hjalp til i Parken den 12. juni. I gjorde et fantastisk stykke arbejde og reddede mit liv. Også en stor tak til min ven og anfører Simon og mine holdkammerater på det danske hold for jeres støtte, både den 12. juni men også bagefter. Tak til alle fans der har sendt beskeder til mig og min familie. Det betyder meget for os, og har givet os styrke og støtte. Tak, udtaler Christian Eriksen til DBU’s hjemmeside.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.