Retten har talt: Jammerbugt FC erklæret konkurs

Jammerbugt FC var mandag formiddag en tur i skifteretten, hvor man skulle afklare, om klubbens ejer Klaus-Dieter Müller skulle forholde sig til en konkursbegæring fra Spillerforeningen

Klaus-Dieter Müller var mandag en tur i skifteretten i Hjørring for at forholde sig til en konkursbegæring fra Spillerforeningen. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Klaus-Dieter Müller var mandag en tur i skifteretten i Hjørring for at forholde sig til en konkursbegæring fra Spillerforeningen. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Klokken 11 var en samlet dansk verdenspresse mødt frem ved retsbygningen i Hjørring for at følge sagen mellem Klaus-Dieter Müller og Jammerbugt FC på den ene side i en sag, hvor Spillerforeningen har indgivet en konkursbegæring på vegne af nogle spillere. 

Normalt tager et møde i skifteretten ikke meget mere end 15 minutter, men mandagens møde mellem Jammerbugt FC og Spillerforeningen trak ud. I langt over en time var døren ind til retslokalet lukket.

Det var der en god grund til. Da Allan Reese kunne gøre status, var det nemlig med meldingen om, at man har afsagt et konkursdekret mod Jammerbugt FC. Det betyder, at man nu har 14 dage, før klubben forventeligt erklæres konkurs. 

- Status er, at skifteretten her har afsagt et konkursdekret mod Jammerbugt FC. Nu er der udpeget en kurator, der skal styre slagets gang. Det er en kurator, vi har været og er i dialog med, siger Allan Reese, vicedirektør i Spillerforeningen.

Han havde ikke nogen kommentar til, om man var tæt på at finde en løsning på det økonomiske mellemværende mellem parterne. 

- Jeg forholder mig til, at man nu har afsagt et konkursdekret mod klubben. Hvad der kan ske herfra, det er op til kurator, siger Allan Reese. 

Rent praktisk er det nu kurator, der er klubbens ledelse. Det vil sige, at det også er kurator, der skal vurdere eventuelle købstilbud, da Klaus-Dieter Müller er sat udenfor indflydelse. Der er nu 14 dage til at forsøge at lave en feberredning af klubben, men det virker ikke videre sandsynligt med tanke på det kendte forløb.

Nordjyske forsøgte at få en kommentar fra Klaus-Dieter Müller i kølvandet på retsmødet, men hverken han eller hans advokat havde lyst til at udtale sig om sagen. 

Jammerbugt FC har i flere omgange haft svært ved at udbetale løn til tiden. Det fik den 10. august den konsekvens, at Spillerforeningen indgav en konkursbegæring mod Jammerbugt FC. Klubben har tidligere fået et krav om efterbetaling til spillere, der ikke har fået udbetalt den rette løn. Den fejl afstedkom et stort efterkrav, hvor man i første omgang havde fundet en betalingsmodel. Det er angiveligt denne som Klaus-Dieter Müller ikke har overholdt. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.