Ross om Milan-interesse: - Lige nu handler det altså om AaB

Oliver Ross bliver kædet sammen med selveste AC Milan, men AaB-talentet tager interessen med stoisk ro

Oliver Ross har ikke travlt trods konkret interesse fra selveste AC Milan <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Oliver Ross har ikke travlt trods konkret interesse fra selveste AC Milan Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Han er blot 17 år, men alligevel banker Oliver Ross hårdt på til en plads i AaB's startopstilling. De foreløbige indsatser har været af meget opløftende karakter i en ellers svær periode for den nordjyske fodboldstolthed. 

Faktisk har Oliver Ross gjort så god reklame for sig selv, at han har fanget AC Milans øje. Den italienske mesterklub og tidligere Champions League-vinder er ifølge TV3 Sport interesseret i AaB's stjerneskud. 

- Det er stort, at jeg bliver nævnt i sammenhæng med en klub af Milans størrelse. Det er en klub, der er verdenskendt, så det tager jeg naturligvis som et skulderklap, siger Oliver Ross til Nordjyske. 

Han har været bekendt med interessen fra Italien, som altså nu har ramt offentligheden. 

- Det er ikke første gang, at der har været udenlandsk interesse for mig, men det her har nok alligevel været lidt mere seriøst, end hvad jeg tidligere har hørt om, siger Oliver Ross, der i samme åndedrag tager toppen af forventningerne om et stort skifte.

- Lige nu handler det altså om AaB for mig. Vi har en situation, som vi skal have vendt. Jeg er mega meget AaB-dreng, så der er ikke noget, jeg ønsker mig mere lige nu, end at vi begynder at vinde nogle fodboldkampe. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at være med til at få nogle sejre, siger Oliver Ross.

Derfor er det heller ikke et skifte til udlandet, som han har i tankerne lige nu - trods interesse fra en af verdens største klubber.

- Der skal virkelig meget til for at få mig til at skifte væk fra AaB. Jeg har lige forlænget min kontrakt, og jeg elsker at være her i klubben. Jeg har også planer om at udvikle mig meget mere i AaB, men det er klart, at jeg skal forholde mig til et skifte, hvis der på et tidspunkt lander et helt unikt tilbud til mig, siger Oliver Ross. 

Han har slidt størstedelen af sine fodboldstøvler op, mens han har været iført en AaB-trøje, så han har klubben helt inde under huden. Det gør også, at en afsked med AaB i den nuværende situation vil være meget svær for Oliver Ross. For den snart myndige Ross er det helt andre mål, der rumsterer.

- Jeg tror virkelig på, at vi kan hente en sejr mod FC Nordsjælland. Det er selvfølgelig et hold i form, men jeg kan mærke, at vi alle har en lyst til at komme ud og revanchere indsatsen i Silkeborg. Vi skal vise, at vi vil give alt for en sejr, siger Oliver Ross.

Du har mulighed for at høre mere om AaB og holdets nuværende situation i Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten. Lyt til podcasten på Spotify, Apple Podcasts, SoundCloud mv.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.