AaB

Så skete det: Wieghorst fyret i AaB

AaBs assistenttræner Jacob Friis overtager ledelsen af træningen allerede fra mandag

FODBOLD:Den hidtidige cheftræner Morten Wieghorst er fortid i AaB. Det oplyser klubben i en børsmeddelelse.

AaB mangler i efterårssæsonen superligakampe mod Esbjerg fB, AC Horsens og OB.

I disse kampe bliver det den hidtidige assistenttræner Jacob Friis, der overtager ansvaret på sidelinjen.

Læs også: Gaarde om svigtende resultater: Naturligt, at pilen peger på sportsdirektøren og træneren

AaB har i sine seneste 12 Superligakampe blot vundet et enkelt opgør, og i alt har de 12 kampe resulteret i ti point. De seneste syv sejrsløse Superligakampe har bragt fire point, oplyser AaB i en pressemeddelelse.

Morten Wieghorst havde kontraktudløb med AaB 30. juni 2019, og en afklaring i forhold til en eventuel forlængelse af samarbejdet skulle alligevel have været genforhandlet i løbet af december 2018.

- At stoppe samarbejdet med en cheftræner før kontraktudløb er en ærgerlig beslutning, men vi er med de seneste tre måneders udvikling nået frem til, at vi ikke ønskede at tilbyde en forlængelse, og i næste fase har vi vurderet det mest hensigtsmæssigt, at afbryde samarbejdet med det samme, lyder det fra AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde i pressemeddelelsen.

– Forbedringen har været marginal

- Morten har arbejdet loyalt og professionelt og været tro mod vores politik om at prioritere spillere fra AaB Talent, men vi må desværre konstatere, at forbedringen i såvel 2017 som 2018 både spillemæssigt og resultatmæssigt har været marginal, siger Allan Gaarde.

- I alt har vi i 66 Superligakampe i 2017 og 2018 scoret 67 mål og opnået 79 point, hvilket samlet set ikke er acceptabelt for vores klub – også selvom vi i sidste sæson med en femteplads opfyldte vores målsætning.

- Der har været for få kampe, hvor vi i alle 90 minutter har forløst vores potentiale, og der har været for få kampe i træk, hvor vi har udvist den fornødne stabilitet, men afskeden med vores cheftræner er absolut også et signal til vores spillere om, at vi skal forbedre os, da vi mener, at vores hold og trup er bedre end de seneste måneders præstationer og resultater viser, slutter Allan Gaarde.

AaB har straks igangsat arbejdet med at finde en afløser for Morten Wieghorst.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst