AaB

Sådan står AaB før FCM: To er ude - to andre gør comeback

Lars Friis har fået flere valgmuligheder til sin startopstilling, men cheftræneren må alligevel se bort fra et par væsentlige profiler

Mathias Ross fik rødt kort i sin seneste optræden mod FC Midtjylland. Søndag er forsvarsspilleren tilbage og står igen overfor midtjyderne.
Mathias Ross fik rødt kort i sin seneste optræden mod FC Midtjylland. Søndag er forsvarsspilleren tilbage og står igen overfor midtjyderne. Arkivfoto: Bente Poder

Opdateret kl. 16:32

FODBOLD: Der er både gode og dårlige nyheder fra superligaklubben AaB før søndagens hjemmekamp mod FC Midtjylland i Superligaens mesterskabsspil.

På den negative konto var hverken Rasmus Thelander eller Magnus Christensen i syne, da holdet lørdag finpudsede de sidste detaljer i en træning på Aalborg Portland Park. Skader forhindrer dem i at komme i aktion mod midtjyderne.

Til gengæld kan cheftræner Lars Friis atter råde over forsvarsduoen Mathias Ross og Jakob Ahlmann, der havde karantæne i det seneste opgør (2-4 mod Silkeborg).

Der blæser også positive vinde omkring midtbanespilleren Pedro Ferreira. På grund af to fiberskader har portugiseren blot spillet 18 minutters superligafodbold i foråret, men nu træner han igen for fuld knald. I lørdagens træning leverede han et ganske overbevisende indtryk og pillede blandt andet bolden fra topscorer Louka Prip i flere omgange.

- Pedro begynder at byde sig til, men vi skal være meget opmærksom på ham, for han har haft et par grimme skader i år, som kræver en langsom opbygning. Derfor er han heller ikke klar til i morgen (søndag, red.), lyder det fra AaB-træner Lars Friis.

AaB's trup mod FC Midtjylland
  • Cheftræner Lars Friis har udtaget følgende 18 navne til søndagens superligakamp:
  • 1. Jacob Rinne, 2. Kristoffer Pallesen, 3. Jakob Ahlmann, 4. Mathias Ross, 5. Daniel Granli, 8. Iver Fossum, 9. Milan Makaric, 10. Lucas Andersen, 14. Malthe Højholt, 15. Anders Hagelskjær, 17. Kasper Kusk, 18. Louka Prip, 19. Anosike Ementa, 32. Casper Gedsted, 36. Gudmundur Thórarinsson, 38. Oliver Ross, 39. Kasper Høgh og 40. Theo Sander
  • Rasmus Thelander, Magnus Christensen, Pedro Ferreira og Rufo er alle ukampdygtige
  • FC Midtjylland er uden en karantæneramt Erik Sviatchenko
  • Kampen mellem AaB og FC Midtjylland fløjtes i gang søndag klokken 18 og kan følges i livebloggen her på nordjyske.dk. Derudover kan den også ses på tv-kanalen 6'eren.

AaB er før de sidste fire spillerunder på fjerdepladsen i Superligaen - fem point efter Silkeborg på tredjepladsen, der dog har spillet en kamp mere end aalborgenserne.

- Alle kampe i mesterskabsspillet er meget lige, og det gælder også den her kamp mod FC Midtjylland. For os bliver nøglen at kunne matche FC Midtjylland på power og energi, som er deres store styrke, forklarer AaB-træner Lars Friis. 

Du kan høre mere om AaB i Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten, hvor vi i den nyeste udgave af Ripodsten Kampklar har besøg af topscorer Louka Prip og ser frem mod søndagens kamp mod FC Midtjylland. Ripodsten kan findes i din foretrukne podcast-app.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden