FC Thy/ThistedQ

Se billederne: FC Thys fodboldkvinder fortsætter den ubesejrede march

For ottende gang i træk forlod thyboerne banen uden nederlag - da VSK Aarhus lørdag var på besøg i Kvindeligaen

Foto: Mette Nielsen

Foto: Mette Nielsen

FODBOLD:Opkomlingene fra FC Thy/ThistedQ fortsætter med at skrabe point til sig i Kvindeligaen. Lørdag spillede de 2-2 på hjemmebane i en tæt fight mod VSK Aarhus, og dermed holder de fast i rækkens fjerdeplads.

- Det var et meget fair resultat af en tæt og jævnbyrdig kamp. Det er bestemt også et brugbart resultat. Vi holder forfølgerne på afstand og inklusiv pokalkampene er vi nu ubesejrede i otte opgør i træk, siger cheftræner Torben Overgaard.

Gæsterne på Sparekassen Thy Arena kom foran efter et kvarters spil - ovenpå et hjørnespark tæt under mål, hvor thyboerne ikke fik ryddet godt nok op. Og træneren var ikke helt tilfreds med indsatsen i de første 45 minutter.

- Vi kom ikke ud med det ønskede udtryk og fandt den power i spillet, som vi gerne vil vise. Det blev heldigvis meget bedre i anden halvleg, fortæller Torben Overgaard.

På fire gyldne minutter - fra det 55. til det 59. minut - vendte FC Thy/ThistedQ kampen på hovedet. Det gav for alvor god stemning hos de næsten 400 tilskuere, der skabte en god ramme om opgøret.

Først huggede Beate Marcussen til på en løs bold, der dumpede ned foran hende i kølvandet på et indlæg. Hun sendte bolden ind i det lange hjørne via stolpen til udligning 1-1.

Kort efter slog Sarah Dyrehauge til i sin første start for thyboerne, siden hun i sommer kom til fra Fortuna Hjørring. Hjemmeholdet kørte en flot omstilling, og her eksekverede Dyrehauge flot med en afdæmpet inderside foran kassen til 2-1.

- Det var første gang, Sarah startede på banen for os i en ligakamp. Hun spillede fuld tid i pokalen midtugen og holdt en time i den her kamp. Hun er stærkt på vej tilbage fra sin lange skadespause, og jeg tror, hun nu er klar til at starte fast for os, siger Torben Overgaard.

VSK Aarhus var dog i høj grad med i kampen og formåede også at true i den anden ende. Glæden i Thisted endte da også med blot at vare i seks minutter. Så udlignede gæsterne til 2-2, og derved blev det.

- Vi kunne godt have scoret til 3-1 på vores chancer, men de havde også nogle gode tilbud i den anden ende, lyder trænerens analyse.

I den kommende uge bliver FC Thys ubesejrede stime dog for alvor udfordret. Onsdag venter Fortuna Hjørring på hjemmebanen, og ugen efter kommer Brøndby på besøg i Thisted.

Kampfakta:

FC Thy-VSK Aarhus 2-2 (0-1)

0-1 Maria Denius (16. minut), 1-1 Beate Marcussen (55. minut), 2-1 Sarah Dyrehauge (59. minut). 2-2 Olivia Holdt (66. minut)

Tilskuere: 376

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst