Sheriffen er tilbage hos AaB:- Jeg skal bidrage med noget lederskab
Rasmus Thelander er lykkelig over at være hjemme i Aalborg sammen med familien, og nu stiller han sig i spidsen for AaB's kamp for at undgå nedrykning

Rasmus Thelander er tilbage igen i AaB, og det er med ét klart mål for øje. Arkivfoto: Lars Pauli
AALBORG:Rasmus Thelander har ikke været væk fra AaB i ret mange måneder, men det virker nærmest som en evighed siden, han sidst trænede med på Hornevej. Nu kommer sheriffen hjem, og det er til en vanskelig situation med en klub i sportslig krise under nedrykningsstregen.
- Det er en alvorlig situation for klubben, men det er noget, vi bare skal have løst. Jeg er klar over, at det bliver svært, men jeg har en kæmpe tro på, at vi nok skal klare det, siger Rasmus Thelander.
Den efterhånden rutinerede forsvarsspiller er meget bevidst om, hvad han skal bidrage med på banen.
- Jeg skal bidrage med noget lederskab. Det er det vigtigste, men jeg skal også bidrage med noget optimisme, så vi sikrer, at vi har den tro på tingene, som vi skal bruge som fundament, siger Rasmus Thelander.
AaB's tilbagevendte forsvarsgeneral er ikke blind i forhold til den mulige nedrykningsfare, som han træder ind i som AaB-spiller.
- Selvfølgelig har jeg overvejet, at vi kan ende med at rykke ned. Det er jeg med på, men jeg har for eksempel ikke nogle klausuler i min kontrakt, som giver mig mulighed for at smutte ved en nedrykning. Jeg er AaB-spiller, og det spiller ikke ind, hvilken række vi spiller i. Når jeg mærker efter, så føler jeg inderst inde, at det her nok skal lykkes, hvis vi gør tingene rigtigt, siger Thelander.
Rørt over velvilje
Fredag gik turen til Budapest for Rasmus Thelander. Han skulle sige farvel til Ferencvaros og ophæve den aftale, som han indgik i sensommeren.
- Man hører ofte om, hvordan fodboldens verden kan være kynisk. Derfor er jeg og min familie rørt over den omsorg og velvilje vi har mødt fra Ferencvaros' side i den situation, vi har stået i, siger Rasmus Thelander, da Nordjyske fanger ham på mobilen.
- Sagen er den, at vi som familie har haft et ønske om at komme hjem til Danmark. Min hustru Sofie har en kronisk sygdom, som kræver behandling, og den får vi bedst i Danmark, så derfor har det været en prioritet for os at komme hjem til Danmark. I den situation er vi lykkelige over den velvilje, som Ferencvaros har vist os, og dernæst er vi også lykkelige over, at AaB har været klar til at skrive med mig, for det var jo ikke givet, at der var en dansk klub, som ville have mig, siger Rasmus Thelander.
Efter en fremragende indledning på tiden i den ungarske mesterklub løb Rasmus Thelander ind i en lille forstrækning. Mens han var skadet, præsterede holdkammeraterne fantastisk, og det betød en plads på bænken, da Thelander atter var klar.
- Under normale omstændigheder ville jeg bare forsøge at kæmpe mig tilbage på holdet. Det er jo ikke første gang, at jeg har oplevet at blive bænket, men i den her situation, har familiens ve og vel været vigtigst. Hvis jeg kunne, ville jeg elske at være blevet i klubben. Jeg har nydt hvert sekund af min tid i Ferencvaros, men jeg nu glæder jeg mig helt vildt til at komme hjem til Aalborg og forsøge at hjælpe AaB væk fra nedrykningspladserne.
Rasmus Thelander lander i Aalborg lørdag, og så regner han med, at han har første træningsdag på Hornevej mandag.
- Jeg har ikke lige snakket med klubben om det, men jeg regner med, at jeg træner med fra mandag. Jeg kan jo ligeså godt komme i gang. Vi har et stort arbejde foran os, siger Rasmus Thelander.
Den 31-årige forsvarsspiller er noteret for 126 superligakampe for AaB. I de 126 kampe er det blevet til syv mål, 19 gule kort og et enkelt rødt kort. Det røde kort indtraf i Thelanders seneste optræden for AaB i foråret mod Brøndby IF.
AaB og Rasmus Thelander har indgået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.