Skadet Aalborg-profil er blevet scannet: Så slemt er det
Aalborg Håndbold er nu blevet klogere på Aron Pálmarssons skade

Aron Pálmarsson nåede at score tre mål i onsdagens kamp mod Ringsted, inden han måtte udgå med en skade. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
HÅNDBOLD:Aron Pálmarsson måtte udgå med en skade, da Aalborg Håndbold onsdag aften slog TMS Ringsted med 38-30, og en scanning torsdag formiddag har nu kastet lidt lys over skadens omfang.
Og Aalborg Håndbolds værste anelser er blevet gjort til skamme.
- Vi frygtede, at det var en sene, der var røget, men det er det heldigvis ikke. Han har pådraget sig en forstrækning eller fibersprængning i lysken. Det er selvfølgelig slemt nok, men det andet havde jo været værre.
- Han er ude i et stykke tid, og så spørger du selvfølgelig, hvor lang tid det er. Det spurgte jeg også vores fysioterapeut om, men det er svært at give et præcist svar på. Alt afhængigt af helingen er han formentlig ude i mellem tre og seks uger, siger Aalborg Håndbold-direktør Jan Larsen.
Foruden en række ligakampe går Aron Pálmarsson dermed med sikkerhed glip af, at Aalborg Håndbold senere i september også tager hul på en ny Champions League-sæson.
- Det er selvfølgelig brandærgerligt, for nu har vi jo lige brugt lidt tid på at spille folk sammen. Det begyndte at se rigtig godt ud, men i løbet af en sæson løber man ind i skader, og det er derfor, vi har en bred trup.
- Det er et alvorligt tab for os, at Aron er ude, men der er andre, der må tage over. Vi får brug for alle kræfter i løbet af sæsonen, siger Jan Larsen.
Aron Pálmarsson havde ellers lige brugt sommerpausen på at komme sig helt over den lægskade, der blandt andet holdt ham ude af sidste sæsons Champions League-finale, hvor hans daværende klub Barcelona besejrede hans nuværende arbejdsgiver.
- Han er rigtig træt af det, for han var lige kommet ind i en god rytme i forhold til at falde ind i vores spil. Men skader er en del af spillet, og nu krydser vi bare fingre for, at hans pause ikke bliver alt for lang, selv om vi selvfølgelig skal give ham den nødvendige tid til at komme tilbage, siger Jan Larsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.