Skarpe Thisted skabte stor overraskelse i pokalen

Thisted FC er blandt de sidste 16 i pokalturneringen, efter at FC Helsingør tirsdag aften blev sendt hjem med et nederlag

Antonio Bustamante scorede to gange, da Thisted sendte Helsingør ud af pokalen. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Antonio Bustamante scorede to gange, da Thisted sendte Helsingør ud af pokalen. Arkivfoto: Torben Hansen

FODBOLD:Thisted FC er klar til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen.

Tirsdag aften leverede 2. divisionsklubben nemlig en stor overraskelse i tredje runde, da FC Helsingør fra den næstbedste række blev slået 2-1.

Thisted FC - FC Helsingør 2-1 (1-0)

  • Mål: 1-0 Antonio Bustamante (29. minut), 2-0 Antonio Bustamante (50. minut), 2-1 Nicklas Mouritsen (64. minut)
  • Advarsler: Oliver Isak Kass Kawo, FC Helsingør (27. minut)
  • Thisted FC's opstilling (4-4-2): Alexander Kostow - Jeppe Svenningsen, Mathias Myrthue, Laurits Bust, Ebbe Facius (Jared Dennis Gilbey, 90. minut) - Simon Trier, Jonas Graabæk Hansen (Gloire Rutikanga, 52. minut), Antonio Bustamante, Emil Lagergaard - Mikkel Agger, Ahmed Gero
  • Tilskuere: 273

Thisted fik kampens første mulighed efter fire minutters spil efter ihærdigt arbejde af Mikkel Agger. Angriberen erobrede selv bolden og forsøgte sig fra distancen, men den afslutning var ikke noget problem for Helsingør-målmand Stan van Bladeren.

Fire minutter senere burde gæsterne til gengæld have bragt sig foran. Jacob Schoop fik frit skud i feltet efter en skidt Thisted-clearing, men Alexander Kostow, der havde fået chancen i målet i stedet for det sædvanlige førstevalg Andreas Raahauge, stod i vejen.

Det billede gik igen flere gange, som første halvleg skred frem. Helsingør havde et markant overtag, og det kastede også flere fine muligheder af sig, men der var vej ikke nogen vej forbi Kostow.

Mod spil og chancer tog Thisted i stedet føringen efter en lille halv times spil. Antonio Bustamante tilkæmpede sig et frispark på kanten af feltet, og med hjælp fra en afretning i Helsingør-muren kunne Thisteds bolivianske midtbanekreatør sende bolden i nettet. 

Den føring holdt første halvleg ud, om end Helsingør kom tæt på, da Alexander Kostow efter 38 minutters spil lige akkurat fik skubbet en flad afslutning fra distancen ud på stolpen.

Fem minutter inde i anden halvleg kom Thisted FC endnu tættere på pokaloverraskelsen, da Antonio Bustamante atter var på pletten.

Efter et gennembrud i venstre side blev bolden serveret for Bustamante, der midt for mål var sikkerheden selv og lagde bolden over i det fjerne målhjørne.

Små 20 minutter inde i anden halvleg fik gæsterne dog fornyet håb, da Nicklas Mourtisen bankede et frispark i nettet, og få minutter senere skulle der også have været balance i regnskabet, men Alexander Kostow diskede op med en ny stor redning, da Mathias Brems slap fri.

17 minutter før tid kom Thisted-målmanden for en gangs skyld skidt ud af sit mål, og det gav en stor mulighed til gæsternes Oliver Drost, men denne gang blev Kostow reddet af sine forsvarsspillere, der fik blokeret den afslutning.

Oliver Drost fik en ny stor chance fem minutter før tid, da hjemmeholdet ikke fik afværget et hjørnespark, men Helsingør-angriberen bankede bolden langt over mål.

I tillægstiden forsøgte Nicklas Mourtisen sig med et nyt frispark, men Alexander Kostow fik viftet bolden til hjørnespark, og så kunne Thisted-spillerne juble over et overraskende pokalavancement.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.