Skilt ad før AaB-møde: Vejgaard er ramt af skader og tabte igen stort
Amatørklubben manglede otte mand og blev slået klart af Aarhus Fremad
FODBOLD: Vejgaard fik en fremragende start på den nye sæson i 2. division i fodbold. De første seks kampe kastede alle point af sig. Men nu er det blevet hverdag for amatørklubben.
Lørdagens hjemmekamp mod Aarhus Fremad blev tabt med 0-3. Det var det tredje nederlag på stribe, og nordjyderne har i disse tre kampe lukket 12 mål ind.
- Vi må erkende, at vi er maksimalt pressede og kører på pumperne. I kampen i dag manglede vi otte mand, og jeg var nødt til at lave en formationsændring til 3-5-2, fordi vi ikke havde en eneste naturlig back til rådighed, fortæller træner Christian Flindt Bjerg.
Han godkender på den baggrund sit holds præstation.
- Det vigtigste for os var at vende tilbage til de dyder, vi er kendt for. Nemlig hårdt arbejde og en god attitude. På det parameter er der ikke en finger at sætte på præstationen, men samtidig må vi anerkende, at Aarhus Fremad var bedre end os og fortjente sejren, siger Christian Flindt Bjerg.
Han siger, at pokaleventyret med choksejren over Hobro og det forestående møde på onsdag med AaB har tæret på kræfterne.
- Det var en fantastisk oplevelse af slå Hobro. Men det har også kostet kræfter og fokus. Nu venter AaB på onsdag, og det glæder vi os selvfølgelig til. Men når kampen er overstået og vi formodentlig er slået ud af pokalturneringen, bliver det hverdag igen med en kamp om ugen. Det bliver godt for os, siger Christian Flindt Bjerg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.