Spillerflugt: Jammerbugt-profiler stopper på stribe

Det er ikke kun Bo Zinck, der stopper i sin hidtidige rolle hos Jammerbugt FC. Eksempelvis er anfører Christian Rye også fortid

Christian Rye har fået ophævet sin kontrakt, og han er blot en af mange, der vinker farvel til Jammerbugt FC. Arkivfoto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

Christian Rye har fået ophævet sin kontrakt, og han er blot en af mange, der vinker farvel til Jammerbugt FC. Arkivfoto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

FODBOLD:Bo Zinck stopper som cheftræner i Jammerbugt FC, men det er på ingen måde den eneste ændring, der kommer til at være i det sportslige setup. En række profiler er nemlig også fortid i Pandrup-klubben.

Mest markant er et par af kulturbærerne, der siger farvel til klubben. Blandt andet er anfører Christian Rye fortid i klubben. Han har nemlig fået ophævet sin kontrakt, der ellers også rakte ind i forårssæsonen.

- Den sidste måned er motivationen dalet for mit vedkommende. Derfor har jeg bedt om at få ophævet min kontrakt med klubben. Jammerbugt FC er på vej ned ad en vej, som jeg ikke skal gå med på, siger Christian Rye, der er meget afklaret med sin afsked.

- Jeg har været en stor del af den succes, vi har oplevet, og jeg vil for altid værdsætte det fællesskab, vi har haft, men jeg kan bare ikke se mig selv i det her. Den kultur - eller DNA om man vil - der har været i klubben er stille og roligt ved at blive smadret, og det har ligesom været tungen på vægtskålen for mig, siger Christian Rye.

Den 27-årige midtbaneprofil har sideløbende med fodboldkarrieren uddannet sig til jurist, så han i dag sidder som advokatfuldmægtig - en karrierevej, der bliver mere og mere dominerende i prioriteterne.

- Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er færdig med at spille fodbold, men jeg skal lige bruge den kommende måned på at se, hvad der byder sig. Der har været enkelte følere, men jeg har meldt tilbage, at jeg skulle have afklaret min situation i Jammerbugt. Det er den nu, og så må vi se. Det er dog klart, at jeg kommer til at prioritere mit civile job i højere og højere grad, så det skal tænkes ind, siger Christian Rye.

Den nu tidligere kaptajn har været en afgørende brik i det puslespil, der blev lagt af Bo Zinck. Derfor er det heller ikke uden vemod, at Christian Rye takker af.

- Det er en klub, der har betydet sindssygt meget for mig og mange andre, men jeg er også nået til den konklusion, at hvis kærligheden til klubben ikke skulle krakelere, så var det nu, jeg skulle stoppe. På sin vis føler jeg heller ikke, at vi som spillere har ansvaret for den retning, som klubben er på vej i, så jeg ved, at mange spillere har foretaget en individuel overvejelse af situationen, siger Christian Rye.

Forsvarsspillere siger farvel

Kaptajnen følger altså admiralen fra borde, men de får følgeskab af andre.

- Jeg stopper også som udgangspunkt i Jammerbugt. En stor del af det at spille for klubben har været sammenholdet. Vi har haft hinanden, og det er ved at smuldre, så derfor har jeg ikke lyst til at fortsætte, siger Mads Larsen.

Forsvarsspilleren gør sig ikke de store tanker om fodboldfremtiden.

- Jeg har ikke de store ambitioner. Jeg skal nok bare finde mig et sted, hvor jeg kan hygge mig med at spille fodbold. Det kan også være, at jeg ender med at spille for klubbens andethold. Jeg er jo lokal, siger Mads Larsen.

Mads Larsen er ikke den eneste forsvarsprofil, der siger farvel til Jammerbugt FC. Det samme er tilfældet for forsvarsgeneralen Nikolaj Lyngø, der ellers har vist sig flot frem i efterårets kampe.

- Jeg har stadig ambitionerne intakte, og dukker det rigtige tilbud op, så er jeg klar til at fortsætte på det her niveau. Jeg fik tilbudt en forlængelse af klubben, men jeg valgte at takke nej, fordi jeg føler, at tiden er rigtig til at prøve noget andet, siger Nikolaj Lyngø.

Rye, Lyngø og Larsen får selskab af David Edvardsson, der også er fortid. Han var lejet i Malmö FF og returnerer nu til den svenske mesterklub.

Ifølge Nordjyskes oplysninger er Marcus Sloth og Frederik Høgh også fortid i klubben. Dermed er der gjort et stort indhug i den danske stamme på holdet og i truppen.

Tilbage er eksempelvis Sead Gavranovic, der stadig har kontrakt med klubben et halvt år. Han har ikke truffet nogen beslutning om sin fodboldfremtid på nuværende tidspunkt.

- Lige nu holder jeg bare ferie, og så må vi se, hvordan det ser ud, når vi møder ind igen til januar. Det er klart, at hvis mavefornemmelsen ikke er rigtig, så kan det da komme på tale at følge de andre, men jeg har en kontrakt, som jeg agter at fuldføre, siger Sead Gavranovic.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.