Fodbold

Sportschef om ny AaB-angriber: Derfor tror vi på, at han kan blive en succes

Inge André Olsen er meget tilfreds med, at superligaklubben har snor i Martin Samuelsens fremtid

Martin Samuelsen under den første træningsdag i AaB. Foto: Henrik Bo
Martin Samuelsen under den første træningsdag i AaB. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 18:00

FODBOLD: Selvom det trak ud til sidstedagen af transfervinduet, har AaB's sportschef længe været fortrøstningsfuld i forhold til at tilknytte den norske angriber Martin Samuelsen.

Inge André Olsen fortæller, at det også var på forhandlingsbordet at købe spilleren fri af engelske Hull City, men det endte med at blive en lejeaftale med indbygget købsoption.

- Det vigtigste for os er, at vi nu har snor i spilleren, hvis det går godt her i foråret. Vi sidder med en eksklusiv ret til at købe ham, og det aftalte beløb er også realistisk for os at indfri, siger sportschefen.

Selvom 23-årige Martin Samuelsen kan spille mange pladser i det offensive geled, er han primært hentet til én position.

- Han er en hurtig og teknisk stærk spiller, som vi tænker skal konkurrere om at spille 9'er - altså frontangriber - hos os. Men vi ved også, at han kan spille begge kanter og for den sags skyld falsk 9'er, så der er flere muligheder, siger Inge André Olsen.

Martin Samuelsen rejste til England allerede som 14-årig og har senest haft problemer med at få fast spilletid i den tredjebedste engelske række hos Hull. Blot seks kampe er det blevet til i denne sæson - fem af dem som indskifter.

- Han har i mange år været regnet som et af de største talenter i norsk fodbold og debuterede på A-landsholdet i en ung alder, og han har vældig mange kompetencer. Men nogle af de spillere, der rejser ud i en tidlig alder, har brug for at komme tilbage til trygge rammer i Skandinavien, hvor de kan få løftet selvtilliden og udfolde potentialet helt.

Inge André Olsen udsteder dog ingen garantier for, at nordmanden kommer til at brænde Superligaen af.

Foto: AaB

- Vi får jo ikke et endegyldigt svar på det, før han er i gang her og præsterer eller ikke præsterer. Men jeg tror, han passer bedre ind i Superligaen end i League One, som stadig er meget "kick and rush". I Danmark får han bedre mulighed for at bruge sin hurtighed og teknik.

Med tilgangen af Martin Samuelsen er AaB's sportschef dog langt fra klar til at smække transfervinduet i.

- Vi arbejder stadig på at hente én spiller mere til den offensive del af banen. Det er en lidt kompliceret handel, så der har været gang i forhandlingerne i flere dage.

- Og så er der spillere, som vi gerne vil have ud af truppen, men hvor spilleren har valgt at takke nej, selvom vi synes, det var et godt tilbud. Men der er jo markeder, der også er åbne efter i dag, så alle døre er ikke lukkede endnu, siger Inge André Olsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden